Onsdag aften danner Blue Water Arena i Esbjerg ramme for pokalfinalen, der bliver et opgør mellem de tredobbelte aalborgensiske pokalmestre og sønderjyderne, der prøver det for første gang.
DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul er blevet bedt om at opsætte tre afgørende faktorer, som kan få indflydelse på, hvem der bliver dette års pokalmestre i fodbold.
Garvede pokalrotter mod finaledebutanter
Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann og Kasper Kusk startede alle inde i den seneste pokaltriumf mod FC København i 2014. DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul mener godt, at det kan få en betydning mod finaledebutanterne fra Sønderjyske.
- Hvis man kigger på det her AaB-hold, så er der flere af spillerne, som har stået i finalerne før og vundet dem. Rasmus Thelander var endda pokalfighter i 2014. De ved, hvad det handler om, og de har prøvet det før. Det kan give noget ballast over for Sønderjyske, som prøver finaleoplevelsen for første gang.
- At det er første gang for Sønderjyske, kan både være en fordel og en ulempe. Hvis det hele kommer til at gå op i, at det er klubbens største kamp og på en måde bliver kørt op til en psykisk ting, der gør, at spillerne ikke rammer det rigtige spændingsniveau, så ender det jo ikke godt. På den anden side kan førstegangsoplevelsen give dem en masse, fordi det kan blive dem, der vinder klubbens første trofæ, siger Andreas Kraul.
Anderledes pokalfinale
Da AaB sidst spillede pokalfinale i Parken i 2014, var der 27.380 tilskuere. Det bliver en helt anden ramme, når pokalfinalen onsdag aften bliver fløjtet i gang på Blue Water Arena i Esbjerg med 1.750 tilskuere. Det kan godt blive en fordel for Sønderjyske, ifølge Andreas Kraul.
- Omgivelserne får en betydning. Det bliver en anderledes finale, end hvis den havde været i Parken. Det er ikke den samme pokalfinaleoplevelse. 1.750 tilskuere er mere, end de har spillet for på det seneste, men det er stadigvæk en sløj omgang.
- Der er noget omkring selv at skulle gejle sig op til pokalfinalestemning. Det vil få betydning, hvem der har lettest ved det. Det kan godt give lidt for Sønderjyske, at de har lidt mere storkampsfornemmelse, hvor AaB måske skal skabe den selv. Under alle omstændigheder bliver det bare noget andet, siger Andreas Kraul.
Begge klubber har knækket kurven
Sønderjyske møder op til pokalfinalen med to sejre over Silkeborg og tre point ned til Lyngby på tredjepladsen i holdenes nedrykningsgruppe. AaB fandt målformen igen, efter i fredags at have banket AGF med 4-1 med to nye, velkendte assistenttrænere på bænken i form af Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen. Andreas Kraul mener, det kan få betydning, at begge klubber kommer med vind i sejlene.
- Det er interessant, at begge hold virker til at være på en vendt kurve forstået på den måde, at AaB og Sønderjyske begge har haft en dårlig periode og været i problemer på hver deres måde. AaB har lavet skiftet med et par nye assistenttrænere og vinder jo egentlig en fantastisk sejr over AGF med mål af nogle af de spillere, der skal trække et læs i finalen.
- Sønderjyske kan helt anderledes begynde at trække vejret lige nu. Hvis de lå med røven i vandskorpen med to point op til Lyngby og al fokus var på nedrykningsspillet, så kunne pokalfinalen måske være lidt til besvær. Det er slet ikke fornemmelsen. Det ser fornuftigt ud i nedrykningsspillet, og der er ingen umiddelbar panik.
- Jeg forestiller mig en tæt og målrig finale, afslutter Andreas Kraul
Pokalfinalen mellem AaB og Sønderjyske kan følges i LIGA på P3 og på dr.dk - eller på TV3+. Kampen bliver fløjtet i gang klokken 20.00.
