'Et af de største talenter, vi har set i FCM': Mestrenes næste guldfugl er iskold

19-årige Gustav Isaksen kan meget vel få sit gennembrud som FCM-spiller i dette forår.

Gustav Isaksen er med i truppen for FC Midtjylland til aftenens pokalkamp mod OB. Kampen starter 18.00 og kan ses på DR1 og DRTV. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Hvis beskedenhed er en dyd, så behøver FC Midtjylland ikke at bekymre sig om, hvorvidt Gustav Isaksen mister jordfordbindelsen.

Som blot 19-årig er han drønet ind blandt Brian Priskes foretrukne på et hold, der, skulle man have glemt det, spillede Champions League i efteråret og samtidig er forsvarende danske mestre.

Den slags meritter bider dog ikke rigtig på den unge Isaksen. Der skal være lidt mere vind i træerne for at ryste en mand fra Roslev.

Allerede i efteråret fik han sin debut for FC Midtjylland, hvor han i et presset kampprogram noterede sig for 14 kampe. Her gjorde han ikke noget stort væsen af sig, men efter vinterpausen har den 19-årige kantspiller leveret et par stærke præstationer.

Senest mod Randers mandag aften, hvor han fik bevist, at man sagtens kan have et kælent fodtøj, selv om man er vokset op med anklerne begravet i den jyske muld.

- Jeg spillede sgu' fint. Men jeg ville da gerne have scoret, siger Gustav Isaksen, der efterfølgende blev rost til skyerne.

- Det er vel bedre, end hvis de sagde noget dårligt. Det er lidt vildt, men det er samtidig fedt. Jeg holder bare benene på jorden, for der er nok nogen, som skal hive mig ned igen, når jeg er hjemme i Roslev, lyder det med et grin.

Ingen antydninger af stjernenykker.

Bliver guld værd

Netop Gustav Isaksens mentalitet er en af hans store forcer, hvis man spørger sportsdirektør i FC Midtjylland, Svend Graversen.

Han trænede selv Isaksen som U17-spiller, og har fulgt den unge mands udvikling tæt lige siden. Og der er især et par ting, som springer i øjnene på Graversen, der nærmer sig 20 år i FC Midtjylland.

- Gustav er et af de største talenter, vi har set i FC Midtjylland. Og det siger altså ikke så lidt. Især hans spontanitet og uforusigelighed er noget, som over de kommende år bliver guld værd for vores offensiv, især fordi han fysisk blomstrer lidt sent. Han kommer til at have en stor effekt i Superligaen, når man kigger på assist og mål, det er jeg ikke i tvivl om.

Svend Graversen under præsentationen af Pione Sisto. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

- Samtidig er han speciel på den måde, at når vi laver personlighedstest, så er der ikke nogen, der er mere cool end ham. Han er ligeglad med, om han møder Juventus eller de gamle venner fra Roslev. Til gengæld er han ved at lære nu, at fodbold ikke bare er lineært, men at det går op og ned, og han konkurrerer mod andre dygtige spillere, siger Svend Graversen.

Kollegaer og konkurrenter

Siden han var 11 år, har Gustav Isaksen valfartet til Ikast for at træne med FC Midtjylland. Gode landevejskilometer i bilen for mor og far, Mari og Klaus, og gode lærepenge for en ung purk, der jagter det famøse nåleøje i FC Midtjyllands talentsatsning.

Efter at være nået i mål med sin HF-uddannelse har han slået sig ned i Aarhus, hvor han bor med sin bror, mens flere af holdkammeraterne holder til i nærheden.

Springet fra ungdomstalent til potentiel superligaprofil er dog ikke altid det nemmeste. Uanset hvor trygge rammerne er.

FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske, omfavner Gustav Isaksen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I FC Midtjylland ville det være en underdrivelse at kalde konkurrencen på kanterne på skarp, eftersom både rekordindkøbet Pione Sisto samt efterårets varme vestjyde Anders Dreyer jagter spilletid. Læg deri en væver type som Awer Mabil, og så er kanterne efterhånden trukket op.

- Jeg har lige måttet vænne mig til, at man både er kollegaer og konkurrenter på en anden måde, end man er i ungdomsfodbold - men det skal man bare lære, ellers kommer man ingen steder. Det er fedt at have nogen, som kan spille mig bedre, men der er selvfølgelig også mange konkurrenter, som man skal forsøge at slå af

- Både Dreyer og Sisto er to rigtig gode spillere, som man bestemt kan lære noget af, selv om jeg også skal kæmpe mod dem, siger Gustav Isaksen.

Næste skridt i den skærpede konkurrence er i aften, hvor FC Midtjylland gæster OB i pokalturneringens kvartfinale.

- Jeg glæder mig virkelig. Jeg var selv ovre at se pokalfinalen i 2019 som FC Midtjylland-fan, og siden da har jeg egentlig drømt om at nå så langt.

Kampen mellem OB og FC Midtjylland spilles klokken 18.00 og kan ses på DR1 med optakt fra klokken 17.45.