FCK fejrede triumf med et halvt øje på Superligaen: 'Vi har en pokalfinale mere på søndag'

FCK-spillerne måtte holde igen, da de torsdag vandt pokalturneringen. Der venter vigtige superligakampe forude.

Nyde en pokaltitel? Ja, men med måde.

For fejring stod da på listen, men absolut ikke øverst, hos FC Københavns cheftræner Jacob Neestrup, da københavnerne torsdag aften havde vundet pokalfinalen 1-0 over AaB i et fyldt og feststemt Parken.

Situationen i Superligaen og selvforståelsen forhindrede ham nemlig i at give los sådan for alvor.

- Jeg kan nyde det de næste par timer, og så har vi en pokalfinale mere på søndag. Det er sådan det er, sagde Neestrup med henvisning til mødet med AGF om få dage i mesterskabsspillet.

Der kommer en stor fest, hvis FCK vinder mesterskabet også, sagde Christian Sørensen efter pokalfinalen:

Rasmus Falk, FCK-profilen, der fik 38 minutter i pokalfinalen, inden anklen skreg på en udskifning, ramte de samme toner som sin cheftræner.

- At kunne vinde "The Double" (mesterskab og pokaltitel, red.) er kæmpestort, men motivationen var lige stor uanset, hvad der var sket i dag (torsdag, red.). Det er fantastisk at vinde pokalen, fordi det er så lang tid siden, at vi har fået den hjem. Så det er fedt, at vi også lykkedes med det, og det fejrer vi stille og roligt, fordi vi har en vigtig opgave snart, sagde Falk.

Det blev heller ikke Christian Sørensen, Parkens måske mest rørte mand i rækken af glade FCK'ere, der strøg den hvide skjorte og drog ud i nattelivet.

- Vi kommer ikke til at fejre igennem.

- Nu skal vi ind i omklædningsrummet, vi skal synge, vi skal hygge os, og så er der en vigtig kamp på søndag, og der skal vi nok være klar. Vi må vente med den helt store fest, men når den kommer, bliver den også vanvittig, sagde Christian Sørensen.

Der er mere guldkonfetti på lager i FC København, som nu sætter jagten ind på det danske mesterskab. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Der var en god grund til, at københavnerne tøvede en kende med at slippe gækken løs, mener Andreas Kraul, DR Sportens fodboldkommentator.

- Det er fantastisk for dem at kunne vinde "The Double", og det vil være en enorm skuffelse, hvis de ikke gør, siger Kraul i den nyeste udgave af DR Sportens podcast Tyvstart, der har fokus på pokalfinalen.

Med tre spillerunder tilbage af Superligaen bliver det et tæt regnskab, der skal gøres op. Procenterne på guld til AGF er dykket, lyder det, men FC Nordsjælland og Viborg puster stadigvæk københavnerne i nakken.

- Det er enormt spændende, og det blev ikke mindre af, at FCK har Lukas Lerager, der ikke stillede til start i finalen, og Rasmus Falk, der kom ind og måtte udgå, siger Andreas Kraul.

FCK er efterhånden småtynde inde i motorrummet på midten af banen.

- Lige nu er vi ude i, at hvis man går forbi Parken og ligner en yngre, adræt mand, bliver man spurgt, om man kan spille på midtbanen, siger Andreas Kraul.