Fuldender Thomasberg Randers' bedste sæson, eller sender Riddersholm pokaltitlen til Sønderjyske for andet år i træk?

Randers og Sønderjyske brager sammen i pokalfinalen torsdag eftermiddag.

Thomas Thomasberg (tv) og Glen Riddersholm (th) tørner sammen i pokalfinalen med deres respektive hold. (Foto: © (c) Ritzau Scanpix)

Begge klubber har det til fælles, at de står noteret for et enkelt trofæ i deres respektive historier.

Men det ændrer sig i dag, når et af holdene, Randers FC og Sønderjyske, bliver kronet som pokalvinder anno 2021 efter finalen på Ceres Park i Aarhus.

På den ene side står Randers. Anført af Thomas Thomasberg står Randers med muligheden for at tilføje pokaltitlen, og det medfølgende europæiske gruppespil, til en sæson, hvor klubben også sikrede sig den første deltagelse i mesterskabsspillet i klubbens historie.

Overfor dem står Sønderjyske, der i den forgangne sæson sikrede sig klubbens første trofæ med pokalfinale-sejren over AaB. Nu jagter sønderjyderne en fordobling af klubbens trofæ-høst.

DR's kommentatorpar til pokalfinalen, Andreas Kraul og Francis Dickoh, giver herunder deres analyse forud for kampen.

Hvorfor vinder Sønderjyske?

Sønderjyske er regerende pokalmester inden torsdagens finale. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Sønderjyske vinder for andet år i streg på grund af nogle forskellige parametre. Lige præcis det med, at de stod i finalen i sidste sæson, gør ikke noget, når kampen er fløjtet i gang, men det kan gøre optakten til kampen en smule mere spiselig.

- Det vigtigste budskab om, hvorfor Sønderjyske vinder, er, at de har spillet nogle kampe på det seneste, hvor de har haft kniven for struben. De var i et nedrykningsspil, hvor de faktisk havde reel mulighed for at rykke ud.

- Der har man set holdet stimle sammen i bussen, få lukket af bagtil og få scoret de fornødne mål. De har spillet som et hold, der godt kunne være i top-6. De har spillet med den nerve, der skulle til, siger Francis Dickoh.

Hvorfor vinder Randers?

Randers står i klubbens tredje pokalfinale og har muligheden for at sikre sig den anden pokaltitel i klubbens historie efter triumfen i 2006. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

- Randers vinder, fordi de kulminerer denne sæson, der blev den, hvor de indfriede deres potentiale. De kom i mesterskabsslutspillet og pokalfinalen.

- De vandt pokalen i 2006, og det taler de stadigvæk om, og der rykkede de også op fra 1. division til Superligaen. Men de er inde blandt de seks bedste hold i Superligaen, samtidig med at de kan vinde en titel og komme i Europa. Så er det den bedste sæson i den tid, hvor de har heddet Randers FC.

- Der er frit valg på alle hylder for Thomas Thomasberg undtagen Alhaji Kamara, der har en langtidsskade. Som Thomasberg sagde til mig onsdag, så gør en pokalfinale bare noget ved helbredet. Alle er helt klar. I modsætning til Sønderjyske, der lige har skullet redde skindet i ligaen, og har haft en masse coronakaos. Randers er et hold i fysisk og mental balance, siger Andreas Kraul.

Hvem bliver pokalfighter?

Anders K. Jacobsen blev pokalfighter i 2020-finalen, som Sønderjyske vandt 2-0 mod AaB. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Typisk er det fra vinderholdet, at årets pokalfighter findes. Det er den tilstedeværende presse på stadion, der stemmer om, hvem der skal tituleres som årets pokalfighter.

- Vito Hammershøy, siger Andreas Kraul.

- Han kan blive pokalfighter både som potentiel målscorer, men også i en fighterrolle på midtbanen. Han er en spiller, der i en moden alder er trådt i karakter på et hold i den bedre halvdel af Superligaen. Han har været en af mange på et Randers-mandskab, der har løftet sig markant i den her sæson, siger Andreas Kraul.

- Marc Dal Hende, siger Francis Dickoh.

- Han har alt det, som en pokalfighter kan vælges på. Han er generelt en kriger. Han trækker holdet i den rigtige retning. Han går ind i alle tacklinger, og så er han også den, der sætter tonen for holdet, siger Francis Dickoh.

Hvorfor skal vi glæde os?

Til pokalfinalen kommer der fans af begge klubber i modsætning til Superligakampene, hvor kun hjemmeholdets tilskuere er tilladt. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

- Det er den største enkeltstående kamp, vi har, siger Francis Dickoh.

- Der er så mange ingredienser, der gør, at den bliver seværdig. Der er ikke en storfavorit, så det bliver også en intens kamp. Det er en kamp, der skal afgøres over max 120 minutter og straffespark. Og der er besøg fra begge fangrupperinger. Det bliver det største, siger Francis Dickoh.

- Det bliver en finale, hvor de mandskaber, der er på banen, vil gøre alt for at vinde. Den her pokal er ikke andenrangs. De her klubber kan komme i europæisk gruppespil for første gang hver især. Mange af spillerne har ikke vundet noget, så der vil komme så meget knald på og finalestemning samtidig med, at det er den første kamp i over et år, hvor der er tilskuere fra begge hold til stede, siger Andreas Kraul.

- Det kan blive en næsten ud-af-kroppen-oplevelse. Der kommer et helt andet tredimensionelt lydbillede og noget at se på for øjnene. Det bliver ret intenst, siger Andreas Kraul.

Der er kampstart i pokalfinalen klokken 15.00, og kampen kan følges på DR1 allerede fra klokken 14.00.