AGF kan vinde sin første titel i 20 år, hvis holdet torsdag leverer overraskelsen og besejrer favoritterne fra FC København i pokalfinalen.
Det aarhusianske fodboldflagskib har sejlet i stormvejr næsten uafbrudt i to årtier med flere nedrykninger og oprykninger, og der er fortsat langt til fordums storhed.
Magre resultater og intern uro fik tidligere på sæsonen cheftræner Morten Wieghorst fyret, og ind kom FC Midtjyllands mestertræner Glen Riddersholm, som skulle bringe ro og genrejsning til smilets by.
I Alka Superligaen er holdet dog fortsat uden sejr under Riddersholm efter et sløjt forår, hvor pokalturneringen har været i fokus, og selv om han naturligvis meget gerne vil vinde finalen, så er resultatet ikke betydningsfuldt for holdets fremtid.
- Hvis vi skulle stå efter finalen og ikke have vundet, så vil det stadigvæk give den enkelte spiller, holdet, klubben og organisationen en løftestang for den fremtid, vi skal skabe og en forståelse for, hvad der skal til på allerøverste hylde, siger Riddersholm.
- Der kan vi bruge kampen som løftestang uanset udfaldet af den.
Her kan du se hvordan det så ud, da AGF senest var i en pokalfinale. I 1996 vandt holdet 2-0 over Brøndby.
Holdet vil blive husket
Ifølge AGF-træneren var det en lignende udvikling, han var igennem med spillerne i FC Midtjylland, hvor han først var assistenttræner og siden cheftræner.
- Jeg har en fortid i en anden klub, hvor vi også var i nogle pokalfinaler med unge spillere som Mads Albæk, Jonas Lössl og Jesper Juelsgård, som oplevede nogle ting og kom styrket ud af det og på den måde løftede en kultur og en udvikling.
Det betyder dog ingenlunde, at holdet ikke har store ambitioner for finalen, for en sejr vil være kæmpe stort for spillerne og klubben.
- Spillerne vil blive husket. De vil blive historiske. Det her hold vil komme til at hænge på de gamle træplader på det gamle træningsanlæg i Fredensvang, siger Glen Riddersholm.
At pokalfinalen er noget helt særligt for AGF'erne ses også ved fansenes store arbejde med at skabe den perfekte ramme om kampen:
Og så er der lige det med klubbens fans, at de altid er enormt optimistisk. Med kærlig respekt siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul:
- Holdet skal ikke spille 20 gode minutter i en testkamp i januar, før AGF-fans begynder at snakke om hvor vidt det er en fordel at starte på hjemmebane eller udebane i Champions League i næste sæson.
/ritzau/