Brøndby IF, Fortuna Hjørring, Brøndby IF, Fortuna Hjørring, Brøndby IF, Fortuna Hjørring, Brøndby IF, Fortuna Hjørring og HB Køge.
Siden 2013 har de to mest vindende klubber i dansk kvindefodbold delt mesterskaberne mellem sig. Altså lige indtil de blev overhalet af oprykkerne fra Køge i sidste sæson.
Også i denne sæson er Brøndby allerede distanceret gevaldigt af den nye klub i klassen. Ni point er der op til HB Køge efter syv kampe, der i indledningen har sat en par tykke kridtstreger under, at de er kommet for at blive i toppen af dansk kvindefodbold.
Men onsdag aften fik Brøndby IF vist, at de ikke er blevet sparket væk som toneangivende hold i Danmark.
2-0 stod der på måltavlen, da pokalkampen i 3. runde mod HB Køge var færdigspillet.
Nanna Christiansen havde sidste fod på begge mål og sørgede for, at sidste års finalister også er med i pokalturneringen efter nytår.
Samtidig sparkede hun snakken om krise et stykke ud til siden.
En uvant situation
For lige nu er det en uvant situation i Brøndby: At have lige så mange nederlag som sejre i ligaen.
I sidste sæson tabte Brøndby kun tre kampe i hele grundspillet, der har 14 kampe.
Det hele vender derfor ikke over natten, selvom en pokalsejr mod de danske mestre luner i efterårskulden, siger Per Nielsen.
- Nah. Vi har stadig gang i en proces. Vi har mistet mange spillere, og lige nu er vi ved at bygge noget nyt op. Undervejs i den proces er det dejligt at slå nogle af dem, der gerne vil være de store, siger han og tilføjer:
- Der er mange ting, der går godt for os i dag. Vi lignede et hold, og vi var gode, når vi havde bolden. Så jeg synes, vi var klasser bedre end HB Køge i dag.
Samtidig understreger Per Nielsen, at klubben stadig går efter at vinde det danske mesterskab, selvom 'det ser rigtig svært ud'.
- Vi vil rigtig gerne vinde det hele. Vi vil gerne spille med i alle turneringer, og det var vigtigt for vores selvforståelse, at vi vandt i dag.