FC Barcelona bekræfter dyrt indkøb af ung franskmand

Den 20-årige franskmand skifter på en femårig kontrakt fra Borussia Dortmund til FC Barcelona.

Ousmane Dembele skifter til FC Barcelona efter en lang transfersaga. (Foto: © ODD Andersen, Scanpix)

FC Barcelona forstærkede sig fredag, da klubben offentliggjorde tilgangen af franske Ousmane Dembélé.

Den 20-årige angriber skifter fra Borussia Dortmund på en femårig kontrakt, og han bliver centrum i verdens næstdyreste fodboldhandel.

Barcelona meddeler på sin hjemmeside, at man i første omgang betaler 105 millioner euro (cirka 781 millioner kroner) for angriberen.

Senere vil der dog støde et beløb til, som er afhængig af forskellige bonusaftaler. Ifølge AFP meddeler Dortmund, at dette bonusbeløb maksimalt kan blive på 42 millioner euro (cirka 312 millioner kroner).

Ender hele transferen med at koste Barcelona 147 millioner euro vil handlen være den næstdyreste efter Neymar-handlen for nylig.

Her valgte Paris Saint-Germain at betale den brasilianske spillers frikøbsklausul, som lød på 222 millioner euro (cirka 1,65 milliarder kroner).

Offensiv-spilleren skiftede for et år siden til den tyske storklub for blot 15 millioner euro (cirka 111 millioner kroner), og han har spillet syv landskampe for Frankrig.

I sin første sæson i Dortmund spillede Dembélé 32 kampe i Bundesligaen, og han scorede seks mål og stod for 13 assister.

Barcelona oplyser, at Dembele ankommer til klubben søndag. Mandag skal spilleren gennemgå en lægetest, hvorefter han vil blive præsenteret.

/ritzau/