Har spansk fodbold solgt ud? Hovedrysten over at flytte Super Cup til Saudi Arabien

Det er pengenes sejr over sporten, lyder kritikken af spansk Super Cup-turnering i Saudi Arabien.

(Foto: © Jon Nazca, Scanpix)

- Ellers tak.

Den statsejede spanske tv-station RTVE rystede på hovedet, men ikke på hånden, da nationens fodboldforbund (RFEF, red.) i september præsenterede en aftale, som placerer løftet af Spaniens Super Cup-trofæ i Saudi Arabien de kommende tre år.

RTVE ville ikke have sit logo associeret med det saudiske regime og dets værdier, og det bliver derfor uden de spanske tv-seeres normale hjemmebane, når turneringen i dag starter med semifinaleopgøret mellem Valencia og Real Madrid.

- Vi vil ikke deltage i budrunden om tv-rettighederne, fordi Saudi Arabien overtræder menneskerettighederne, specielt kvindernes, i sportens verden, fortalte Jesus Alvarez, sportschef hos RTVE.

Den type stillingtagen er ikke noget, vi oplever ret ofte, siger Asker Hedegaard Boye, der er idéhistoriker, journalist og forfatter til flere bøger om fodbold.

- Det er meget usædvanligt - og dét i det hele taget i sportens verden. Én ting er, at klubber og spillere i vid udstrækning ser stort på meget i jagten på penge, men det gør medierne også ofte. Der skal meget til, før et medie dropper eksempelvis en slutrunde. Det er et moralsk statement fra RTVE. 'Hertil og ikke længere', siger han.

Tilbage i november blev der trukket lod til semifinalerne i den spanske Super Cup. Turneringen har allerede inden første fløjt i Saudi Arabien modtaget stor kritik. (Foto: © KIKO HUESCA)

I stedet stod Movistar, der ejer La Liga-rettighederne, parate med pengepungen til at broadcaste Super Cup-kampene, der ifølge avisen ABC forgylder Det Spanske Fodboldforbund med i omegnen af 260-300 millioner kroner årligt.

'Money talks', og alt er vel til salg, hvis prisen er den rigtige - eller hvad? Man kan nemt fristes til at tro det, mener Asker Hedegaard Boye.

- Beslutningen er et led i det udsalg, der foregår i europæisk fodbold. Man ved godt, at de store penge ikke ligger i Europa, men i Nordamerika, Mellemøsten og Kina, siger fodboldforfatteren til DR Sporten.

- Som det geopolitiske klima er i Mellemøsten lige nu, er det vildt at gøre det, men man må jo vurdere, at det er et spørgsmål om 'cool cash'. Og det må man sige, at saudierne har, siger han.

'Pengenes sejr over sport'

At den spanske Super Cup skal spilles i Saudi Arabien er ikke den første udflytning i fodboldens historie - og næppe den sidste.

I Italien har det faktisk længe været meget almindeligt, at støvlelandets Super Cup blev spillet i andre lande. Siden 1993 er det sket hele 14 gange. Størst furoe skabte det i 2002, da Libyens hovedstad Tripoli lagde græs til opgøret mellem Juventus og Parma.

Det skete blot et halvt år efter Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafis søn, Al-Saadi Gaddafi, havde købt over fem procent af aktierne i Juventus.

Siden har italienernes Super Cup været forbi både USA, Kina, Qatar og de seneste to år altså også Saudi Arabien.

Juventus-spillerne poserer med Super Cup-trofæet sammen med Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafis søn, Al-Saadi Gaddafi (i hvidt). Finalen mod Parma blev i 2002 spillet i Libyens hovedstad Tripoli. (Foto: © Ruben Sprich, Scanpix)

Det er dog langt fra kun tv-stationen RTVE, som har taget afstand til Det Spanske Fodboldforbunds aftale med saudierne.

Beslutningen om at sende Lionel Messi, Sergio Ramos og andre af sportens største navne til Mellemøsten vakte ligeledes genklang i de politiske korridorer.

- Regeringen vil ikke støtte afholdelse af turneringer i lande, hvor kvinders rettigheder ikke bliver respekteret, sagde Maria Jose Rienda, der er præsident for Spaniens Nationale Sportsråd (CSD).

Også den tidligere spanske kvindelandsholdsspiller Veronica Boquete ser det som et kæmpe selvmål af fodboldforbundet og kalder det et endegyldigt bevis på 'pengenes sejr over sporten'.

- Vi er glade for den velkomst, vi har fået i Saudi Arabien, sagde Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, under tirsdagens pressemøde forud for semifinalen mod Valencia i aften. (Foto: © Giuseppe Cacace, Scanpix)

Det var næsten som om, at Det Spanske Fodboldforbund havde set kritikken på flere kilometers afstand.

I hvert fald var RFEF-præsident, Luis Rabiales, ved offentliggørelsen af aftalen ret hurtig med en garanti om, at kvinder ikke får problemer med at tage plads på det enorme King Abdullah International Stadium - også uden restriktioner i forhold til påklædning.

Det var indtil 2017 forbudt for kvinder at tage til fodbold i Saudi Arabien.

- Det er vores overbevisning, at fodbold kan være et værktøj til social forandring. Der vil være mennesker, der er for og imod denne beslutning, men vi er sikre på, at vi har taget det rigtige skridt, lød det tilbage i september fra forbundets præsident, Luis Rabiales.

Forbundet oplyser, at pengene fra aftalen deles mellem de deltagende klubber Valencia, Real Madrid, FC Barcelona og Atletico Madrid, ligesom et beløb vil blive reinvesteret i amatør- og kvindefodbold i Spanien.

Kort efter lodtrækningen til semifinalerne skrev det spanske medie MARCA, at alle fire involverede klubber var tilfredse med arrangementet, men at én af dem var utilfredse med fordelingen af præmiepengene.

Jagten på globale andele er kæmpestor

Hele virvaret om Super Cup-turneringen placerer nok engang fodboldsporten i centrum af det store geopolitiske puslespil.

Asker Hedegaard Boye mener dog ikke, at det hele er sort-hvidt. Der er mange gråzoner. Hvad, hvis turneringen i stedet var blevet afholdt i Moskva eller Beijing?

- Skal vi være politisk enige med alle de steder, hvor fodbold spilles, er det svært at afholde det andre steder end i Vesteuropa, siger fodboldforfatteren.

Det er en svær balancegang, men derfor savner Asker Hedegaard Boye nu alligevel lidt af det mod, RTVE udviste ved at takke pænt nej til at byde på tv-rettighederne.

- Den globale jagt på markedsandele er kæmpestor. Den kender næsten ingen grænser, og det er det, vi ser. Det virker til, at man ikke har lyst til at tage andre parametre ind end det økonomiske, siger han.

Sidste års Super Cup-finale blev spillet i Tanger i Marokko. Her var den danske landsholdsspiller Simon Kjær (th.) med for sin nu tidligere spanske klub Sevilla i opgøret mod FC Barcelona. (Foto: © Sergio perez, Scanpix)

Sidste år blev den spanske Super Cup også spillet udenfor de landets grænser, nemlig i Marokko, og den tendens er et led i 'internationaliseringen af turneringen', lyder det fra det spanske forbund.

En europæisk fodboldsnebold, der i mange år har rullet derudad, men som formentlig vil møde modstand i fremtiden, vurderer Asker Hedegaard Boye.

- Jeg kunne forestille mig, at vi begynder at se en stillingtagen i den nære fremtid. Vi ser det allerede i kritikken af de klubber, der afholder træningslejre i Mellemøsten.

Pengene taler sit klare, tydelige sprog, men det gør fansene også.

- Der er en grænse for, hvor mange man kan træde over tæerne, og hvor meget dårlig omtale man kan få, siger Asker Hedegaard Boye.