Matchfixing i spansk fodbold? Politi foretager ni nye anholdelser

Politiet har anholdt flere mistænkte i "Operation Oikos", som handler om matchfixing i spansk fodbold.

De ni anholdte er mistænkt for korruption, hvidvaskning og misbrug af virksomhedens aktiver. (Foto: © Susana Vera, Scanpix)

Politiet i Spanien har tirsdag anholdt ni personer i en sag om matchfixing i spansk fodbold.

De ni personer er alle mistænkt for at fixe kampe i den næstbedste række i Spanien og er en del af "Operation Oikos", der blev indledt mod matchfixing i spansk fodbold i maj i år, hvor både spillere og ledelsespersoner blev anholdt.

De nye anholdelser sker i forbindelse med, at en klub i den næstbedste række er mistænkt for i juni 2017 at have betalt spillere fra et modstanderhold for at sikre, at klubben nåede avancement fra playoffkampene om oprykning.

- For at betale pengene har forskellige personer og lovlige selskaber direkte og indirekte udbetalt forskellige beløb i kontanter, siger politiet i en meddelelse.

De ni anholdte er mistænkt for korruption, hvidvaskning og misbrug af virksomhedens aktiver.

Mindst tre kampe fixet

Efterforskningen er udført af Europol. Myndighederne har ikke offentliggjort navnene på de anholdte eller på klubben.

I maj blev ti personer anholdt inklusive nuværende og tidligere spillere som en del af en kulegravning af matchfixing i Spaniens to bedste fodboldrækker.

Politiet siger, at tirsdagens anholdelser var relateret til flere håndskrevne dokumenter, der blev beslaglagt i maj, og som afslørede en metode til at fixe resultatet i en kamp i den næstbedste række.

Politiet har tidligere sagt, at efterforskningen har givet anledning til at mistænke mindst tre kampe for at være fixet. Det drejer sig om kampe i den bedste og næstbedste række samt i en lavere række.

/ritzau/AFP