El Clasico er giganternes møde. Real Madrid mod FC Barcelona. Et af fodboldverdenens største rivalopgør med op imod 650 millioner seere i mere end 185 lande.
Når FC Barcelona i aften besøger Real Madrid på deres hjemmebane, Santiago Bernabeu, er det endnu en kamp om håneretten mellem de to ærkerivaler. Men det er også en direkte duel om førstepladsen i den spanske liga.
FC Barcelona fører lige nu La Liga, men har kun to point ned til Real Madrid, som med en sejr kan generobre førstepladsen i ligaen.
Det er kampen om magten i den spanske fodboldtop. Og i aften kan det meget vel blive med en dansker i en uventet hovedrolle.
Martin Braithwaite, der for et par uger siden skiftede til FC Barcelona, er nemlig udtaget i den 18-mands trup, som FC Barcelona har taget med til søndagens El Clasico mod Real Madrid.
- Det bliver en storslået oplevelse. Det er den vigtigste kamp, og alle følger den. Der bliver stor intensitet, og jeg har meget at vinde ved at spille den her kamp, siger Martin Braithwaite i et interview til sin nye klubs hjemmeside.
Kommer Martin Braithwaite i aften på banen mod Real Madrid, bliver han den første dansker i 14 år til at få spilletid i El Clasico.
Senest, en dansker havde en fod med i det spanske arvefjendeopgør, var i 2006, da den daværende landsholdsspiller Thomas Gravesen blev skiftet ind og fik 11 minutter for Real Madrid mod FC Barcelona.
Dengang blev Thomas Gravesen sendt på banen i stedet for Real Madrids superstjerne Zinedine Zidane, som i dag er cheftræner for Real Madrid. Og på pressemødet inden aftenens El Clasico havde han kun rosende ord om FC Barcelonas nye dansker.
- Jeg kender ham godt. Han er en god spiller. Men Barcelona har mange gode spillere. El Clásico er altid fyldt med topstjerner på banen, siger Zidane.
Zidane er blot én blandt mange fodboldlegender i El Clasicos historiebøger. Maradona, Ronaldo, Ronaldinho, Raul, Rivaldo og listen fortsætter. Og i aften har Martin Braithwaite altså muligheden for at tage plads i det fornemme selskab og få El Claisco-debut.
Det vil være den foreløbige kulmination på den 28-årige vestjydes vilde fodboldeventyr, der begyndte for et par uger siden, da han skiftede den spanske bundklub Leganés ud med FC Barcelona.
- At se mig selv i spejlet med Barca-logoet på trøjen har været utroligt, siger Martin Braithwaite om sin første tid i storklubben.
Men måske får Martin Braithwaite ikke ”bare” lov til at trække i trøjen og blive sendt på banen som indskifter i aftenens El Clasico. Måske venter der danskeren en plads i FC Barcelonas startopstilling. Det vurderer de spanske sportsaviser Mundo Deportivo og AS i hvert fald, at der er gode chancer for.
Begge aviser forventer, at Martin Braithwaite starter inde i angrebet. Side om side med Barcelona-stjernerne Lionel Messi og Antoine Griezmann.
Braithwaites muligheder for en plads i startopstillingen afhænger dog af, om FC Barcelonas cheftræner, Quique Setién, vælger at stille til start med to eller tre angribere i opgøret mod Real Madrid. Og det ville han ikke løfte sløret for på pressemødet forud for kampen.
- Vi vil gå efter den plan, vi har lagt. Jeg vil ikke sige, hvad vi har tænkt os at gøre. Vi vil ikke give ledetråde til modstanderen.
- Martin Braithwaite i startopstillingen? Jeg vil ikke afsløre noget.
