Stolt Nicolai Jørgensen: Jeg forstår det ikke endnu

I sin første sæson i Feyenoord er den danske landsholdsspiller både blevet mester og ligatopscorer.

Feyenoord og Nicolai Jørgensen kunne endelig lade sig hylde som hollandsk mester søndag eftermiddag. Det skete, efter de i sidste spillerunde slog Heracles med 3-1.

- Jeg er utrolig stolt. Det er ikke rigtig gået op for mig endnu, tror jeg. Det har været så hårdt, og man har kæmpet så meget, og nu er man mester. Men man skal lige have det ind, siger Nicolai Jørgensen til DR Sporten.

- Det er måske den største kamp, jeg har været med til indtil videre. De er så fuldstændig vanvittige hernede, så det har været fedt. Jeg er utrolig glad på mine egne vegne, men ikke mindst også på klubbens og fansenes vegne. Det betyder meget at være en del af at gøre så mange mennesker glade.

Stort pres på spillerne

Klubben fra Rotterdam kunne allerede i sidste uge have sikret sig mesterskabet, men de tabte med 3-0 til Excelsior. Så der har været ekstra meget pres på i den her uge, hvor spillerne vidste, de skulle vinde for at være sikker på, trofæet skulle stå i Feyenoords pokalskab.

- Jeg tror ikke, man forstår. De sidste uger har været vanvittige. Der har været 4.000-5.000 tilskuere til træningerne. I den her uge har vi været nødt til at lukke helt af, fordi det har været for meget pres for holdet.

- Det er lidt som at leve i en anden verden hernede, end det er at være fodboldspiller i Danmark, så det skal man vænne sig til. I den her uge har der været fuldstændig lukket, det har ikke været nogen, der har kunne komme ind, så det har taget noget af presset af. Og så var det også nemmere at spille i dag.

Spillerne har været mærket af, at der har været en kæmpe forventning om, at det i år skulle lykkes at hente det hollandske mesterskab – for første gang i 18 år, fortæller Nicolai Jørgensen, der med 21 sæsonscoringer er blevet ligatopscorer.

- Jeg er ikke typen, der står og græder, men jeg er selvfølgelig stolt og glad – det var en stor lettelse. Nu er det der. Men det er svært at få ind, at man har vundet nu. Men jeg tror i aften, at det bliver en kanonfed aften, når det ligesom går op for en. Og i morgen når vi skal ud og blive fejret foran alle fansene – det bliver næsten det største for mig, tror jeg.