Kim Aabech har været én af AGF’s bedste spillere i denne sæson med flere mål og vigtige assists. Alligevel har man i Aarhus-klubben endnu ikke forlænget med angriberen, hvis kontrakt udløber til sommer.
Det irriterer den tekniske begavelse med nummer 10 på ryggen.
- Det skuffer mig, at vi ikke kan sætte os ned og stille og roligt tale om tingene. Giver det her ægteskab et par år mere. Men nu må vi se, hvad der sker. Jeg håber da, AGF kommer ud og siger ’ok, lad os tage snakken nu’. Hvis de ikke gør det, så har jeg en agent, der tager sig af det, siger Kim Aabech efter fredag aftens 2-1-nederlag hjemme til Sønderjyske.
- Hvis der kommer andre bejlere, så må jeg se på det. AGF har en gylden mulighed nu, så det går mig lidt på. Er det fordi, de ikke kan bruge mig? Kigger de på andre spillere? Scorer jeg ikke nok?
Sur cheftræner
Til januar kan Kim Aabech frit forhandle med andre klubber, hvis AGF ikke får forlænget kontrakten med angriberen. Og det skulle ikke skorte på klubber, der gerne vil have fat i venstrebensspilleren, hvis man spørger hovedpersonen selv.
- Hvis AGF holder fast i, at de vil skrive til januar, så kan der være andre bejlere. Hvad jeg ved af, så skulle der være en del andre interesserede. Det må de jo tage med. Det er også en del af gamet. Hvem ved? Måske jeg lige pludselig de næste fire-fem kampe banker fem mål ind og så kan det være prisen er højere på mig, siger Aabech.
Cheftræner Morten Wieghorst er ikke just tilfreds med, at Kim Aabech nu lægger pres på klubben via medierne og er ganske kortfattet overfor DR Sporten om situationen.
- Man fører ikke forhandlinger igennem pressen på den måde. Jeg vil overhovedet ikke svare på det.