Ekstra Bladet skriver mandag, at AGF-direktør Jacob Nielsen og den tidligere FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm har ført hemmelige samtaler om AGF-projektet både før og efter Riddersholms opsigelse i FC Midtjylland.
Glen Riddersholms har ikke ønsket at kommentere på artiklen, som den i øjeblikket arbejdsløse mestertræner kalder 'spekulationer'.
I AGF-lejren siger direktør Jacob Nielsen, at der ikke er et jobtilbud til Riddersholm.
- Normalt kommenterer jeg ikke rygter og spekulationer, men lige her vil jeg gerne gøre en undtagelse. Jeg kan fuldstændig afvise, at jeg har haft drøftelser med Glen Riddersholm om et job i AGF, siger direktør Jacob Nielsen til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet skriver, at man har dokumentation for dialogen mellem Jacob Nielsen og Glen Riddersholm i form af screendumps af en mailkorrespondance mellem de to. En dokumentation, man dog ikke har lagt frem i artiklen.