Brøndby IF har udpeget Jesper Sørensen som klubbens nye cheftræner.
Den tidligere U21-landstræner har skrevet under på en kontrakt, som gælder til sommeren 2025.
Det meddeler Brøndby på sin hjemmeside.
Brøndby har været på jagt efter en permanent løsning til jobbet, siden klubben midt i november fyrede Niels Frederiksen, og nu er valget faldet på hans tidligere assistent, Jesper Sørensen.
Han kalder sin tid på U21-landstræner for et privilegie, da han har kunnet præg dansk talentudvikling, siger han til DBU's hjemmeside.
- Da muligheden for at blive cheftræner i Brøndby opstod, var det en mulighed, jeg gerne ville opsøge, og i den forbindelse vil jeg gerne takke DBU for at give mig lov til det. Jeg vil også gerne takke alle spillerne, staben og folkene i DBU for den gode tid, siger Jesper Sørensen.
'Tak til DBU'
Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen siger i en pressemeddelelse, at klubben er glade for at kunne præsentere Jesper Sørensen efter en ansættelsesproces med "et meget kvalificeret felt af kandidater".
- Det har været i skarp konkurrence, at valget er faldet på Jesper. Han er først og fremmest en fagligt dygtig og kompetent trænerkapacitet, og ligeledes har det haft vægt, at Jesper kender ligaen indgående, fortæller Carsten V. Jensen.
Så sent som den 8. december forlængede Jesper Sørensen kontrakten som cheftræner for U21-landsholdet, men Brøndby er altså kommet frem til en aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU) om at give slip på Sørensen øjeblikkeligt.
Med ansættelsen af Jesper Sørensen fortsætter Brøndby IF ad den vej, det amerikanske firma Global Football Holdings meldte ud, da man købte aktiemajoriteten i klubben. Det mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
- Klubben vil fortsætte med at være lokalforankret og have fokus på talentudvikling. Jesper Sørensen har tidligere været i klubben, og hans trænergerning er dansk-inspireret, da han har været rundt i det meste af det danske fodboldsystem, siger han.
- Valget signalerer kontinuitet af de tidligere års arbejde, der har været succesfuldt og blandt andet kastede mesterskabet i 2021 af sig.
Følg den frugtbare linje
Hvorvidt aarhusianeren Jesper Sørensen er et godt valg, kan kun tiden vise, fortsætter Andreas Kraul. Den slags bliver målt og vejet ud fra antallet af sejre, men Brøndbys fans kan se frem til en rolig træner uden de store armbevægelser.
Den pragmatiske Jesper Sørensen har dog et unikt kendskab til landets største talenter qua sin fortid som U21-landstræner og er desuden "enormt anerkendt og respekteret som træner", påpeger Andreas Kraul.
- Man kunne dog godt savne en wow-effekt ved et stort stjernenavn, som gjorde, at man blev nødt til at kigge med ved Brøndbys træning. Det er der ikke med Jesper Sørensen, fortæller han.
- Men det ville samtidig være markant at smide det tidligere arbejde væk, gå i en anden retning og for eksempel ansætte en vild type ala Alexander Zorniger (tidligere Brøndbytræner, red.), der bryder med alt, siger han.
Men "wow" kan også hurtigt blive til "åh nej", understreger Andreas Kraul. Derfor kan ansættelsen af Jesper Sørensen da også vise sig at være den rette for klubben på Vestegnen.
- I fodbold plejer det at være sådan, at kan du holde kontinuitet på en frugtbar linje, har du en god mulighed for succes, siger Andreas Kraul.
