Den 24-årige FC København-spiller Thomas Delaney har længe haft kurs mod udlandet. Den målfarlige midtbanespiller har kontraktudløb i FC København sommeren 2017 og har flere gange erklæret, at han ønsker at prøve sig ud i en stærkere liga end den danske Superliga.
Det ønske får københavneren opfyldt efter årsskiftet, hvor han skifter til den tyske Bundesligaklub Werder Bremen den 1. januar.
Det skriver tyske Bild. FC København har siden offentliggjort skiftet på klubbens hjemmeside.
- Jeg er glad for, at fremtiden nu er på plads, og at vi har fundet en model, hvor jeg ikke sætter FCK i en presset eller vanskelig situation. Jeg ser meget frem til at gå i krig med opgaven i Bundesligaen for Werder Bremen, men i det næste halve år er der kun én ting, der tæller for mig, og det er at levere alt, hvad jeg har i mig for F.C. København, siger Thomas Delaney, der altså kan hjælpe FC København i et eventuelt Champions League-gruppespil, som Ståle Solbakkens mandskab ikke er langt fra efter 1-0 hjemme over cypriotiske APOEL i den første playoff-kamp.
Thomas Delaney har været i FC København i hele sin karriere, hvor han har været med til at vinde fire mesterskaber. Den kommende Werder Bremen-spiller har spillet ni landskampe for det danske landshold.
https://twitter.com/werderbremen/status/765896215670165504