Endnu en AGF-profil står frem: Forkert at fyre Riddersholm

AGF-anføreren har kaldt fyringen af cheftræner Glen Riddersholm for en skandale. Martin Spelmann bakker op.

Martin Spelmann er langt fra tilfreds med fyringen af Glen Riddersholm. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Morten "Duncan" Rasmussen er meget klar i mælet: Fyringen af Glen Riddersholm som cheftræner i AGF er en skandale.

AGF's anfører står ikke alene på den front. En anden af klubbens profiler, midtbanespilleren Martin Spelmann, er heller ikke enig i, at Riddersholm skulle have sparket.

- I min verden er det en forkert beslutning at fyre ham. De dårlige resultater er ene og alene et ansvar, der ligger hos os.

- Om så de ansatte ti trænere, er det ikke dem, der har spillet kampene. Vi har ikke præsteret, og derfor gør det ondt, siger Martin Spelmann til BT.

Skøn bustur

Fredag vandt AGF 5-1 ude over Helsingør i Superligaen. Fyringen af Riddersholm blev meldt ud lørdag.

- Jeg lægger ikke skjul på, at jeg havde et rigtig, rigtig godt forhold til Glen Riddersholm.

- Vi havde en fantastisk tur hjem i bussen i aftes, og alt var godt efter vores store sejr, og det er altid rart, når man har lang tid til den næste kamp på grund af landsholdspausen.

- Men så får man denne her, og den er svær at sluge. Jeg ved ikke, om der nogensinde er en god timing på sådan en fyring, men jeg er utroligt ked af, at han ikke er her mere, siger Spelmann.

/ritzau/