Ulvene går på rov i Randers og henter ny cheftræner: 'Der stod kun ét navn på listen'

Det bliver den tidligere Randers FC-træner Thomas Thomasberg, som overtager det varme sæde på heden.

Thomas Thomasberg er ny cheftræner i FC Midtjylland. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Thomas Thomasberg er ny træner i FC Midtjylland. Det står klart efter at den 48-årige tidligere Randers FC-træner i dag blev præsenteret på et pressemøde på MCH Arena.

Dermed er trænersædet i Herning igen besat, efter fyringen af Albert Capellas for ni dage siden. En fyring der faldt efter at FC Midtjylland ikke formåede at sikre sig en plads i superligaens top-6.

Thomas Thomasberg er klubbens tredje træner i denne sæson efter fyringerne af både Bo Henriksen og Albert Capellas. 48-årige Thomasberg har fået en treårig kontrakt med midtjyderne.

Forvirringen var ellers total tidligere på dagen, da Herning Folkeblad kunne fortælle at FC Midtylland havde lavet en aftale med den tidligere norske landstræner Per-Mathias Høgmo, der i øjeblikket er træner i BK Häcken.

Valget er i sidste ende landet på Thomas Thomasberg, som indtil i dag har været træner hos superligarivalerne i Randers FC, som han i 2021 førte til en pokaltitel.

Dermed vender Thomasberg tilbage i cheftrænerstolen i det midtjyske, hvor han også var i 2008-2009-sæsonen. Og den ny FCM-træner glæder sig til at komme tilbage til sin tidligere klub.

- Jeg har tit tænkt på om dagen kommer igen, hvor jeg skal tilbage til FCM. Det er en klub, der er fyldt med gode folk, og det betyder også noget, at man har noget kultur og samhørrighed. Jeg glæder mig til at komme i gang, lyder det fra Thomasberg.

Hør Thomas Thomasberg sætte ord på sin nye titel som FC Midtjylland-træner:

Kulturen var vigtig for FC Midtjylland

I forbindelse med fyringen af Albert Capellas var en af begrundelserne, at kulturforskellen mellem den spanske træner og det midtjyske var for stor. Derfor var det vigtigt for FC Midtjylland, at de ny træner var én, som kendte kulturen, lyder det fra FCM-direktør Claus Steinlein.

- Vi blev enige om, at det var en dansker, vi skulle have. Og så var valget egentlig meget let, der stod nemlig kun et navn på listen. Og det var Thomas Thomasberg.

- Vi har fulgt ham tæt og set ham arbejde målrettet med sig selv. Vi ser en cheftræner med kant, der ved, hvad han vil.

Den 48-årige tidligere midtbanespiller har selv slået sine folder i FC Midtjylland som spiller, da klubben var et helt nyt bekendtskab på den danske fodboldscene i 2000 og fire år frem.

Thomasberg er det snusfornuftigte valg

Thomas Thomasberg var nævnt flere steder som mulig afløser Albert Capellas, og valget overrasker da heller ikke DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det er vel det, man kan kalde det snusfornuftige valg, siger Kraul.

- Der var sikkert mange, som havde drømt om et navn med mere svung, og som smagte lidt mere af storhed, men i den situation FC Midtjylland står i, giver det rigtig god mening at få en træner, som kender Superligaen, som har bevist, at han kan levere resultater og som ovenikøbet kender klubben.

FC Midtjylland missede i weekenden muligheden for at kæmpe om medaljer i denne sæson, da man glippede Superligaens top-6.

Hør FCM-direktør Claus Steinlein sætte ord på ansættelsen af Thomas Thomasberg:

Og det er da også en klub i modvind, Thomasberg overtager styringen af. Derfor giver det god mening, at man vælger en træner med så stor Superligaerfaring fremfor en træner med et stort navn, lyder det fra Andreas Kraul.

- Det nytter jo ikke noget at forsøge at køre fremad, hvis skiene ikke er på.

- Jeg forstår godt, at vi de vil have en træner, som signalerer stabilitet og ro. Noget hvor spillerne kan kigge op og vide at med ham ved roret, er der styr på tingene.

Senest Thomas Thomasberg var cheftræner i FC Midtjylland, hentede han en fjerdeplads i Superligaen i 2008/2009, men blev fyret efter en skidt start på den efterfølgende sæson.

Men selvom han dengang fik en skidt exit i det midtjyske, er det ikke noget, som kommer til at bide ham i haserne i denne omgang, lyder det fra Andreas Kraul, som kalder Thomasberg anno 2023 en træner med meget mere pondus.

- Både som træner og person, har han udviklig sig meget, siger Kraul.

- Han har både vundet pokalturnering og spillet europæiske kampe, så det er en mere voksen træner, der kommer til FCM nu, end da han var der sidst.