FC København åbner nu alligevel op for, at Brøndbys fans kan komme ind og støtte deres hold, når de forsvarende mestre den 19. februar får besøg af rivalerne fra Vestegnen.
Tidligere onsdag lød det ellers, at det kunne der ikke blive noget af og at de 1400 billetter, som Brøndby oprindeligt var blevet tildelt, i stedet ville gå til FC Københavns egne fans.
Den melding blev der reageret meget skarpt på i Brøndby, hvor det blandt andet lød 'FC København har i de seneste måneder italesat sig selv som en klub, der drives af positiv arrogance, men i dag savner vi den positive del af den definition.'
Læs hele Brøndbys reaktion her.
Brøndbys fans har været utilfredse med de forhold, de er blevet stillet til udsigt i derbyet og har annonceret, at man overvejer en boykot.
FC København kommunikerede derfor til Brøndby, at man senest den 8. februar klokken 12:00 skulle melde ud, om den boykot blev til noget eller ej.
Hørte man intet, ville man tage det som en tilkendegivelse af, at man ikke ville benytte sig af de 1400 billetter på udebaneafsnittet i Telia Parken. Den frist overskred Brøndby ifølge FC København, hvorfor det blev meldt ud, at der ikke ville blive sendt derby-billetter til Vestegnen.
Den frist har FC København så nu i stedet forlænget til fredag den 10. februar klokken 10:00. FC Københavns pressemeddelelse kan læses her.