FCM præsenterer gigantisk underskud

FC Midtjylland havde et dundrende underskud i sidste sæson, hvor holdet vandt DM-guld i fodbold.

Det er ikke småpenge, FCM gik i minus i sidste sæson. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FC Midtjylland brugte mange penge på at sikre sig fodboldklubbens første danske mesterskab.

Den midtjyske klub præsenterer fredag et underskud på 64,7 millioner kroner for det seneste regnskabsår, der dækker 2014/15-sæsonen.

Bestyrelsen kalder resultatet for mindre tilfredsstillende.

- Det større underskud skyldes ledelsens bevidste valg om ikke at sælge spillere, men derimod forstærke truppen i bestræbelserne på at vinde klubbens første danske mesterskab.

- På sigt er målet deltagelse i de europæiske gruppespil tre gange inden 2020, siger Rasmus Ankersen, bestyrelsesformand i FCM, til klubbens hjemmeside.

Omsætningen i FCM lyder på 94,5 millioner kroner, hvilket er en stigning på 10 millioner kroner.

FCM Holding driver både et fodboldhold samt FCM Håndbold. Håndboldkvinderne vandt i lighed med fodboldholdet DM-guld i sidste sæson.

/ritzau/