Helsingør er en klub fuld af halvtidsprofessionelle og med et stadion, som klubben skal have dispensation for at spille på.
Alligevel står klubben på kanten af en vippe, der kan føre dem ud i Superliga-suppedasen. I dag spiller de nemlig den afgørende op- og nedrykningskamp, og med et resultat mod Viborg kan klubben altså rykke op.
- Vi spiller altid for at vinde. Vi kan godt lide at have kuglen og er ikke bange for nogle. Vi skal ud og give den gas som i den første kamp og så skal den have fuld piv, siger Helsingørs Rasmus Minor.
Superligaklubben Viborg var faktisk heldig med at komme fra Helsingør i sidste uge med skindet på næsen og et udebanemål i bagagen. Først til sidst udlignede det jyske mandskab til resultatet 1-1, efter at Rasmus Minor i første omgang havde bragt Helsingør foran.
Resultatet betyder, at Helsingør er tvunget til at score i Viborg, hvis klubben skal rykke op.
- Viborg er til at bide skeer med. Jeg synes, at vi leverede en flot præstation, og der er klart muligheder. Vi er klar til at tage udfordringen op. Det bliver ikke en nem opgave. Vi har respekt for Viborg, men så heller ikke mere end det. De fleste har en tro på, at det her kan sgu’ godt lade sig gøre.
Summer af fodbold
Med Kronborg og ikke mindst Holger Danske har Helsingør længe været på landkortet som en by, der har et og andet at byde på.
Fodboldmæssigt har det dog ikke altid været sådan. Klubbens stadion er for eksempel slet ikke gearet til at spille i Superligaen, endsige 1. Division, og klubben skal have dispensation til at spille i både den ene og den anden række.
Men muligheden – eller 'risikoen' som en af klubbens ledere formulerede det forleden i et større dagblad – har fået byen til at være på den anden ende.
- Det summer af fodbold i Helsingør for tiden. Det er en kæmpe kamp for os spillere, men også for klubben som helhed. Det bliver kæmpestort, og det bliver nok en kamp som mange af os vil kigge tilbage på, når vi en dag stopper karrieren, siger Rasmus Minor.
- Man kan mærke det med den store medieopmærksomhed, men også når man møder folk på gaden i Helsingør, så ønsker de god kamp og held og lykke. Det er helt klart min fornemmelse, at de er stolte over os.
Kampen mellem Viborg og Helsingør spilles kl. 18.00. Den kan ses i fjernsynet på 3+, høres i LIGA på P3 eller følges i tekst på dr.dk/sporten.