Lyngby-salg til udenlandske investorer er udskudt

Det er ikke lykkedes for Lyngby at gennemføre et salg, så klubben bliver tilført over fire millioner kroner.

David Nielsen og resten af Lyngbys spillertrup forbliver på danske hænder - indtil videre. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Fodboldklubben Lyngby har længe været i forhandlinger med udenlandske investorer, der havde udvist interesse i at overtage klubben fra Alka Superligaen.

Et salg kan dog ikke lade sig gøre på nuværende tidspunkt, meddeler Lyngby på sin hjemmeside.

- Det tidligere omtalte indgåede "letter of intent" er udløbet, og aktionærernes tilsagn om salg af deres aktier udløber i morgen den 31. januar.

- Vi må derfor konstatere, at det ikke har været muligt at få enderne til at mødes på nuværende tidspunkt, og et salg af klubben vil ikke blive gennemført, før alle muligheder omkring udvidelse af stadion er klarlagt, siger Lyngbys bestyrelsesformand, Torben Jensen.

Får tilført millioner

Klubben har gennem de seneste måneder haft drøftelser med potentielle købere fra USA, Mellemøsten, Kina og EU, lyder det på hjemmesiden.

Lyngby har på grund af det manglende salg brug for kapital.

Klubben har mandag udvidet sin kapital med lidt over 4,2 millioner kroner, hvoraf ejeren, Hellerup Finans, står for næsten hele beløbet.

- Hellerup Finans A/S har forpligtet sig til at fortsætte med at tilføre kapital, som det er sket i nu mere end to år.

- Klubben tilføres nu mere end 4.200.000 kroner og vil fortsat blive tilført kapital frem mod salget af Lyngby Boldklub, som er i proces.

- Klubbens drift er derfor sikret, uanset hvem der ender som hovedaktionær, siger Torben Jensen.

/ritzau/