For niende gang i denne sæson blev der fløjtet op til en Superliga-runde.
En runde, der bød på FC-opgør i Farum, bundbrag i det nordjyske, inden søndagen blev rundet af med to opgør og fire hold, der alle hungrer efter en plads i den sjove halvdel af tabellen.
Øverst på menuen var lørdagens kamp på Fyn, hvor FC København-spillerne skulle ryste oplevelsen fra tirsdag af sig, hvor de danske mestre blev spillet af brættet mod tyske Dortmund.
Herunder får du overblikket over niende spillerunde i Superligaen.
Keeper kokser i AGF-nederlag
Silkeborg IF vandt med mindst mulig margin i søndagens sene Superliga-kamp mod AGF.
Efter en halv times spil fik Sebastian Jørgensen sendt bolden i mål med hjælp fra gæsternes målmand Jesper Hansen, som lod bolden smutte under ham og ind i målet til 1-0.
Gæsterne fra Aarhus formåede ikke at svare igen og forlod banen som tabere for tredje gang i streg i Superligaen.
AGF indtager en foreløbig femteplads i Superligaen, mens Silkeborg rykker forbi Viborg og op på rækkens foreløbige tredjeplads.
Sent drøn spolerer fest på gammel hjemmebane
Da Brøndby og Randers tog hul på dommerens fjerde tillægsminut duftede det af sejr til de blågule, men så trykkede den tidligere Brøndby-spiller Björn Kopplin af fra distancen og scorede til slutresultatet 2-2.
Afslutningen strøg ind over forsvaret og ind i målet, der var tomt, da Brøndby-keeper Thomas Mikkelsen lå og ømmede sig efter en duel. Dermed fik Brøndby smidt to føringer væk i løbet af opgøret.
Brøndby ligger derfor fortsat i den kedelige ende af tabellen på en niendeplads med ti point, mens Randers misser muligheden for at overtage Superligaens førsteplads, efter FC Nordsjællands pointtab i de døende sekunder.
Midtjyderne udligner i sidste minut
Det duftede længe af en sejr til hjemmeholdet, da ligaens førerhold, FC Nordsjælland, tog imod FC Midtjylland.
Efter Ernest Nuamahs tidlige scoring i opgøret var spørgsmålet bare, om opgøret skulle ende 1-, 2-, eller 3-0 til holdet fra Farum, men i dommerens ti minutter lange tillægstid fik gæsterne tilkendt et straffespark efter et VAR-gennemsyn.
Brasilianske Evander omsatte på sikker vis og sikrede dermed midtjyderne et enkelt point.
Deler i Aalborg mellem de to bundhold
Resultatet i Aalborg var sådan et, ingen af de to mandskaber kunne bruge til noget.
Superligaens bundhold, Lyngby og AaB, spillede 1-1 i det nordjyske, da brasilianeren Allan Sousa i starten af anden halvleg fik udlignet Lyngby-spiller Kasper Jørgensens scoring kort før pausen.
Dermed er oprykkerne fra Lyngby fortsat uden sejr efter de første ni runder, hvor pointtotalen lyder på tre point, mens det ser en smule bedre ud for AaB, der indtager 11.-pladsen med ni point.
FCK skuffede på Fyn lørdag
FC København fik lørdag aften muligheden for at rette op på nederlaget på 3-0 i midtugen til den tyske storklub Dortmund.
Den danske mesterklub formåede dog ikke at omsætte føringsmålet, som OB's Mads Frøkjær sendte i eget net midtvejs i første halvleg, til en sejr.
Efter dobbeltkoks i forsvaret scorede først Issam Jebali til 1-1, inden gambianske Yankuba Minteh scorede sit første mål for OB og sikrede tre vigtige point for fynboerne.
Rul længere ned for at se den fulde stilling i Superligaen.
