Stemningen er ikke god for tiden på Fyn. OB har haft store problemer med at få spillet til at hænge sammen, og det er blevet til sølle en enkelt sejr i de seneste 10 Superliga-kampe, mens de også formåede at tabe i pokalturneringen til 1. divisionsholdet Vendsyssel.
Fredag aften blev det heller ikke til en sejr for striberne, da de spillede 1-1 med Silkeborg.
En af dem som er ramt af mest kritik oven på krisen er sportsdirektør Jesper Hansen. Ved seneste hjemmekamp havde holdets fans et banner med, hvor de ikke lagde skjul på, at de ville af med ham.
- Der er ingen tvivl om, at vi som hold er mentalt ramt, og der er også spillere, som er ramt på selvtilliden, forklarer Jesper Hansen.
- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over kritikken. Vi har jo nogle rigtig gode fans, som har bakket os fantastisk op, og så er det jo selvfølgelig ærgerligt, at vi er kommet i sådan en spillemæssig krise. Fodbold er følelser, og så er der nogle holdninger, der skal ud, og det er en del af spillet, siger sportsdirektøren.
Forventningerne inden sæsonstarten var, at OB skulle i top seks og dermed det afgørende slutspil, men billedet har vist sig at være et helt andet. Klubben ligger næstsidst med kun 11 point efter 15 kampe.
I den næste kamp møder OB Lyngby på hjemmebane, inden der er landskampspause.