I dag er der nok mange Brøndby-fans, som ånder lettet op. De kan se på truppen og iagttage, at klubben har formået at holde på profilerne. Men det var tæt på at glippe, da der pludselig tikkede en bud ind af døren på Frederik Rønnow.
Premier League-holdet Crystal Palace ville nemlig gerne have fingrene i den danske landsholdsmålmand, men i sidste ende takkede Brøndby nej til tilbuddet.
- Det var et spændende bud. Både sportsligt og økonomisk. Men der var nogle ting, der gjorde, at det ikke skulle være. Jeg er egentlig meget afklaret, fordi den kom sent og lidt ud af det blå, siger Frederik Rønnow til DR Sporten.
- Jeg kendte selvfølgelig til interessen. Den har været der længe. Men derfra og så til hvor vi stod i går, er der selvfølgelig et stykke. Nu handler det bare målrettet om at holde fokus på Brøndby og gode præstationer, forklarer han.
Det er dog en målmand, som på sigt drømmer om at tage springet til udlandet, men fokus fra nu af er rettet mod Brøndbys opgaver i foråret.
- Det vanskeliggør jo tingene, at de kommer med et tilbud så sent. Det havde været federe, hvis det havde været tidligere. Men jeg må se fremad. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over det, fordi det var en rigtig stor mulighed, men jeg er egentlig afklaret omkring det, forklarer Rønnow.
- Jeg er rigtig glad for at være her, og vi går et virkelig spændende forår i møde, hvor vi kan opnå store ting. Det er det, som det handler om for mig nu, lyder det fra ham.
Brøndby åbner foråret med derby mod FC København i Parken på søndag. Det er i pokalturneringens ottendedelsfinale.