Skade holder FCK-wing ude af nøglekampe

Benjamin Verbic er ude i to til tre uger, siger Ståle Solbakken. Han misser Europa League-kampe og derbykamp.

Benjamin Verbic går glip af nogle sjove kampe for FC København. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Når FC København indleder forårssæsonen med to kampe i Europa League mod bulgarske Ludogorets og et københavnerderby mod Brøndby, bliver det uden kantspilleren Benjamin Verbic.

Sloveneren måtte søndag udgå i FCK's reserveligakamp mod FC Nordsjælland, og Ståle Solbakken bekræfter tirsdag, at der venter ham en kamppause.

- Han er nok ude to til tre uger, siger Ståle Solbakken.

Fine alternativer

På kantpositionerne kan nordmanden vælge mellem blandt andre Rasmus Falk, Youssef Toutouh og Kasper Kusk. Derfor giver skaden ikke Solbakken de store kvaler.

- Man må altid regne med, at man har en skade. Han blev opereret før jul, og han er den, som har den dårligste grundtræning og ligger længst bag, så det er meget tvivlsomt, om han havde spillet fra start alligevel, siger Solbakken.

I efteråret spillede Benjamin Verbic 24 kampe for FCK i Europa og Superligaen. Han scorede fire mål - alle i Superligaen.

Ud over Verbic er også Nicolaj Thomsen og Danny Amankwaa, der begge gør sig på kanten, ude med skader.

/ritzau/