Fem mål, rødt kort, straffespark og over 100 minutters spilletid.
Topkampen mellem FC Nordsjælland og FC København mandag aften havde det hele, men det var FC Nordsjælland, der hjemme i Farum bragte sig et skridt tættere på guldet med en sejr på 3-2.
Det unge mandskab fra Farum har haft svært ved at skrabe point til sig i foråret, men mandag aften hentede de på mål af Martin Frese, Daniel Svensson og Ernest Nuamah tre af sæsonens vigtigste.
Hjemmeholdet dominerede kampens første halvleg, og det var et mindre mirakel, at FC København ikke var var bagud i forvejen, da Martin Frese efter en lille halv time med et flot spark udplacerede Kamil Grabara i gæsternes mål.
Gæsterne havde svært ved at følge med FC Nordsjællands kombinationer, og efter en times spil kunne Daniel Svensson, efter et regulært skydetelt, sparke hjemmeholdet foran med 2-0.
Først herfra begyndte FC København at komme bedre med i opgøret, og gæsterne havde flere gode optræk til chancer, uden at det for alvor blev farligt.
Der skulle en hjælpende fod fra FC Nordsjællands anfører Kian Hansen til, før gæsterne kom på tavlen.
Indskiftede Christian Sørensen gik mod baglinjen, og på det flade indlæg rettede Kian Hansen bolden over i det lange hjørne.
FC Nordsjælland krigede efter bedste evne i kampens sidste 20 minutter, mens FC København pressede yderligere på, men lige lidt hjalp det.
Da Ernest Nuamah efter en smuk solotur gjorde det til 3-1 kort før tid, var det slut.
Kevin Diks nåede at få et rødt kort i kampens overtid, inden Diego Goncalves dybt inde i kampens overtid kunne reducere fra straffesparkspletten.
Med sejren rykker FC Nordsjælland tilbage på førstepladsen i Superligaen med 50 point, mens FC København følger efter med 49 point.
AGF og Viborg har begge 46 point.