Sønderjyske siger farvel til endnu en islandsk profil. Eyjolfur Hedinsson skifter til sommer til FC Midtjylland på en fri transfer.
Den 28-årige islandske landsholdsspiller har skrevet under på en to og et halvt-årig kontrakt med FC Midtjylland.
- Vi har ledt efter en støtte til holdet, som er stærk i både med- og modvind, og det er Eyjolfur Hedinsson. Vi er sikre på, at han vil passe godt ind i de værdier, vi har i FC Midtjylland, siger FCM-direktør Claus Steinlein.
Sønderjyske har tidligere skilt sig af med Olafur Skulasson og Sölvi Ottesen og nu er turen altså kommet til Eyjolfur Hedinsson, der kom stærkt tilbage efter en skade i efteråret og har scoret i Sønderjyskes fire seneste kampe.
- Jeg ser meget frem til skiftet, men det er først til sommer, og vi har nogle vigtige måneder foran os i SønderjyskE. Det fokuserer jeg på nu, og når sæsonen er færdig, tænker jeg på FC Midtjylland, siger midtbanespilleren.
Kuriøst nok så gæster Eyjolfur Hedinsson og Sønderjyske netop FC Midtjylland i forårspremieren, 2. marts.