I sidste spillerunde fik man en forsmag på de danske fodboldfans' modstand mod indførslen af et awaykort til kampe i Superligaen.
I Herning gennemførte FC Midtjylland og Silkeborgs fans en stemningsboykot, der betød, at de ingen larm lavede i det første kvarter af kampen. I denne weekend spreder protesten sig så til næsten alle danske Superligastadioner, når en lang række fangrupperinger byder ind med en larmende stilhed i stedet i stedet for at støtte op om deres hold.
I en pressemeddelelse skriver Danske Fodbold Fanklubber, der har organiseret protesten, at det handler om at vise, hvor bred protesten er, og at man fra fansenes side er villig til at gå langt for at få Divisionsforeningen og klubberne til at droppe ideen om det forhadte awaykort.
- Hvis klubberne ikke ønsker at sløjfe ideen om et tvungent awaykort, vil det få store konsekvenser for den organiserede stemning på de danske fodboldstadioner. Her vil udekampe blive droppet helt, mens klubberne kan se frem til, at stemningen på hjemmebane vil være ikke-eksisterende, skriver Danske Fodbold Fanklubber videre.
Også protest i 1. division
I alt er 31 fangrupper medunderskrivere af protesten, og fra Superligaen er det kun Esbjerg og FC København, der ikke er repræsenteret. AGF, Lyngby, Viborg og Vejles fanklubber sørger for, at protesten også vil sprede sig til landets næstbedste række.
Ifølge sammenslutningen af fanklubber, så vil protesterne blive ved efter sommerpausen, hvis ikke klubberne indordner sig og dropper awaykortet.
- Hvis klubberne ikke ønsker at sløjfe ideen om et tvungent awaykort, vil det få store konsekvenser for den organiserede stemning på de danske fodboldstadioner. Her vil udekampe blive droppet helt, mens klubberne kan se frem til, at stemningen på hjemmebane vil være ikke-eksisterende, skrives der i pressemeddelelsen.
Indføres awaykortet fra næste sæson, som Divisionsforeningen bebuder, så betyder det, at alle fans, der vil følge deres hold på udebane, skal registreres og medbringe et kort for at komme ind på udebaneholdets fanafsnit.