Lyngby satte søndag det perfekte punktum for en flot Superliga-sæson. Oprykkerholdet tog til Herning og bankede FC Midtjylland 3-0, hvilket sikrede de kongeblå bronzemedaljerne. Det glæder cheftræner David Nielsen, at arbejdet blev gjort færdigt.
- Jeg er ekstremt glad, det er klart. Det er vigtigt både som spiller og som træner, at man har noget i skabet, at vise frem. Der er nok af sorte stunder og mørke timer som træner. Vi har en dejlig dag efter en fantastisk sæson, og det kommer jeg også til at nyde, siger David Nielsen til DR.
- Det var vigtigt for os, da vi kom med i mesterskabsspillet, at vi kort efter blev dygtige nok til at spille der. Det blev forholdsvis hurtigt. Vi har også haft fokus rettet mod bronzemedaljerne lige siden. Jeg er glad for, at vi kan gøre tingene færdig, og det ikke bare fiser ud til sidst, og alle tænker ’det var lige ved og næsten, og det var også meget sødt, det Lyngby-hold’, siger han.
Senest Lyngby vandt medaljer i Superligaen var helt tilbage i 1992. Næste sæson venter der nu europæisk fodbold for David Nielsen og Lyngby.