Mens stormen Otto truer med at forpurre den længe ventede forårsåbning på 3F Superligaen, er der væsentligt større problemer på bedding i AaB.
Inden fredagens opgør mod AGF er den nordjyske fodboldklub nemlig placeret næstsidst i bunden af den bedste danske række med syv point op til nedrykningsstregen.
En forårssæson med fodboldprognoser om stærk modvind gør da også den tidligere AaB-profil Karim Zaza "rigtig bekrymret", når det kommer til overlevelsesmulighederne for hans tidligere arbejdsgiver.
Det fortæller han til DR's podcast Tyvstart.
- Du henter ikke bare syv point, og der er jo ikke 30 kampe at hente dem i. Det er faretruende, absolut, siger Karim Zaza.
Helt konkret venter der AaB fem kampe i grundspillet, hvorefter nordjyderne, som aldrig har spillet i andet end Superligaen, skal spille videre i det såkaldte nedrykningsslutspil, når ligaen knækker over den 19. marts.
Lykkes det ikke, vil det være en "lussing af dimensioner", fortæller den tidligere AaB-målvogter, der var på holdkortet i 2011, da nordjyderne undgik nedrykning i sidste spillerunde.
- Du rykker ikke bare op igen. Jeg målmandstræner i Vendsyssel i 1. division, og det er svært at være med i toppen. Det ved de også godt i AaB, og derfor har de investeret en del penge, for de vil for alt i verden blive i det forjættede land, forklarer Karim Zaza.
- For AaB, fans og sponsorerne vil det selvfølgelig være en katastrofe med nedrykning.
Du kan høre hele Tyvstart-afsnittet om AaB's kamp mod krisen ved at følge linket herunder.
Har hentet folk med AaB-hjerte
Stormen Otto aftager i styrke i løbet af weekenden, men AaB's blæsevejr varer ved det meste af foråret. Det mener Claus Jensen, der er sportsredaktør for avisen Nordjyske.
Superligaklubben skal nærmest trodse naturloven i den bedste danske række, hvis man skal undgå en tur ned i 1. division.
- Jeg hørte cheftræneren, Erik Hamrén, sige, at det "ikke er nogen nem opgave, og det mest sandsynlige er, at vi ikke klarer den, men det vil vi gerne modbevise", siger Claus Jensen.
- Der er ingen tvivl om, at ingen i AaB drømmer om at vinde de første seks kampe og komme med i medaljespillet. Det bliver meget svært.
Ifølge sportsredaktøren har man benyttet sig af nogle af de samme greb, som da nedrykningen truede i 2011.
AaB har gjort sit for at få så mange tilskuere som muligt til at komme på stadion fredag aften mod AGF, hvor der er solgt mere end 11.000 billetter, ligesom man har hentet rutinerede forstærkninger ala forsvarsgeneral Rasmus Thelander og angrebsprofilen Niclas Helenius til klubben.
- Man har hevet nogen ind med et AaB-hjerte, som man kan spille på. På den måde står AaB stærkere, men det skal også fungere fra dag ét. Træningskampene har ikke givet anledning til optimisme, og de har endnu til gode at få det til at fungere, siger Claus Jensen.
Lynge Jakobsen tror på overlevelse
Sportsredaktøren fra Nordjyske mener, at en nedrykning vil være "et kæmpe skrald" for selvforståelsen i Nordjylland.
Han spår, at det mest sandsynlige udfald for AaB er en nedrykning, og han er da også begyndt at undersøge, hvor ladestanderne til hans el-bil befinder sig i 1. divisions-byer som Haderslev og Køge.
- Kunne det lade sig gøre i 2011 (at undgå nedrykning, red.), kan det selvfølgelig også lade sig gøre denne gang, men er svært at pege på et hold, som AaB pløjer forbi efter få runder. Det kan blive et meget langt forår, siger Claus Jensen.
AaB's tidligere mangeårige sportsdirektør Lynge Jakobsen kan sagtens forstå, at "omgivelserne" har udset sig de bolsjestribede fodboldspillere som favoritter til nedrykning. Det er naturligt, at oddsene er ringe, men den 72-årige aalborgenser tror på overlevelse.
- Jeg kan selv gå og tænke, at vi nok skal redde os, men var det OB, som lå der, ville jeg ikke være i tvivl, siger Lynge Jakobsen til P4 Nordjylland.
Han finder dog alligevel grund til optimisme. Dels, fordi AaB har hentet solide forstærkninger til truppen. Dels, fordi man sandsynligvis skal spille nedrykningsslutspil mod hold, som AaB er "bedre end eller lige så gode som".
- Vores trup og setup burde give en mulighed for, at vi vinder det nødvendige antal kampe. Det bliver opad bakke, og vi skal køre med nærlyset tændt, siger Lynge Jakobsen.
- AaB skal kun koncentrere sig om den næste kamp. Vi har kun indflydelse på os selv, og der har vi gjort nogle tiltag, som gør, at troen på, at det kan lade sig gøre, er vokset. Alvoren er gået op for alle i AaB.
Kampen mellem AaB og AGF begynder fredag aften klokken 19, og du kan følge opgøret i Liga på P4, ligesom du kan se med på TV3 Sport.
