Noget hæsblæsende comeback til 3F Superligaen fik vi måske ikke, da AaB hjemme tog imod AGF fredag aften.
Til gengæld tog blæsten godt fat i opgøret.
Stormen Otto gjorde nemlig i dén grad sit indtog på Aalborg Portland Park, da vinden havde en stor finger med i spillet i AGF's 1-0-sejr over det bolsjestribede hjemmehold.
Det lignede det i hvert fald, da AGF's Mikael Anderson sendte et indlæg ind i feltet på et hjørnespark i kampens 65. minut.
Bolden fløj nemlig i en blød bue over de fleste spillere samt AaB-målmanden Theo Sander, og den endte også med at svæve hele vejen i mål.
Og så kunne Mikael Anderson smide armene i vejret og juble over den første, spektakulære scoring i forårssæsonen.
- Jeg fornemmede, at der var godt med vind, hvilket gav mulighed for at score. Så jeg gik efter at ramme kassen, og heldigvis gik den ind, siger Mikael Anderson til Ritzau.
Du kan se den bemærkelsesværdige scoring i videoen i toppen af artiklen. Resten af højdepunkterne fra opgøret kan du se herunder.