Topscorer Lundberg i selskab med de skarpeste

Seks mål i fire kampe har sendt Randers-bomberen i selskab med Superligaens farligste.

Superliga Fodbold 16.08.2015 - OB - Randers FC - TreFor Viktor Lundberg (Randers 23) efter sejrsmålet til 2 - 3 (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Viktor Lundberg er kommet i træfsikkert selskab.

For da angriberen i går nettede mod OB, og dermed nåede op på seks Superliga-scoringer i blot fire kampe, meldte han sig samtidig ind i et lille eksklusivt selskab af målræve i den danske liga.

Søren Frederiksen (sæsonen 93/94 og 98/99), Mogens Laursen (00/01), Lars Elstrup (91/92) og Erik Bo Andersen (94/95) er nemlig de eneste, som før har formået at score seks gange i de fire første Superliga-runder.

Lundberg kan tage rekorden Derudover nettede Thomas Dalgaard syv gange i fire kampe for Randers FC i sæsonen 07/08.

Thomas Dalgaard er i øvrigt, sammen med Søren Frederiksen, Miklos Molnar og Erik Bo Andersen, den eneste som har scoret syv gange i Superligaens første fem runder.

Den rekord kan Lundberg dog sætte sig på ene mand, hvis han i næste runde scorer to gange mod Viborg. Dermed vil han nå op på otte mål i fem kampe, hvilket ingen andre tidligere har præsteret i Superligaen.

Målbonanza i 97/98 Men selvom Viktor Lundberg og Randers har fået en målrig start på denne sæson i Alka Superligaen, så har sæsonstarten på ingen måde været fantastisk, når det kommer til det samlede antal mål.

Godt nok mangler der stadig to kampe, før alle har spillet fem runder, (Sønderjyske-Hobro i aften og FCK-Randers som måtte udsættes), men uden dem er der blot scoret 80 gange i sæsonens første fem runder, og det er meget langt fra snittet i rekordsæsonen 97/98, hvor der blev bombet 118 mål ind i sæsonens første fem spillerunder.

Superliga-sæsonen 97/98 var i det hele taget bemærkelsesværdig på mange plan. For ikke nok med ovenstående rekord, så står hele sæsonen stadig som den mest målrige nogensinde med 662 mål og et snit på 3,34 mål pr. kamp.

Samtidig blev Ebbe Sand topscorer med 28 kasser, og det står også stadig som topscorer-rekord i Alka Superligaen.

Kilde: Infostrada