VIDEO Helsingør havde planlagt kæmpe fest: Det var vi ikke forberedt på

Siden FC Helsingør i går aftes sikrede sig oprykningen, har det været en stor fest, og få spillere har sovet.

Det er ikke hver dag, at man får lov til at opleve at rykke op i Superligaen. Derfor har den også stået på fest, siden det blev en realitet søndag aften efter opgøret mod Viborg.

Mandag aften ankom spillere og trænere til deres træningsanlæg, men de var meget overraskede over, hvad der ventede dem.

- Vi var ikke forberedt på det her. Vi fik bare at vide, at vi skulle møde op på vores træningsanlæg. Det er noget, man har stablet på benene her i dag, siger Christian Lønstrup, der kom ind til fansene i en lastbil.

- Jeg tror, folk er lidt i chok over, at der er kommet så mange mennesker. De seneste 24 timer har været ret vilde. Mange af os har ikke sovet endnu. Det her er ubeskriveligt, siger Andre Riel, der scorede det afgørende mål.

Og Andre Riel lægger ikke skjul på, at det stadig er uvirkeligt for ham, at FC Helsingør skal spille Superliga næste år.

- Det er ikke helt gået op for mig endnu, og jeg tror, at der går noget tid, før det går op for en, siger han.

En stor del af æren for sensationen er faldet på cheftræner Christian Lønstrup, som er blevet rost for ofte at spille attraktiv fodbold.

- Det har været surrealistisk. Vi har spillet to vigtige kampe, og der er mange ting omkring kampene, som er stressende for spillerne. Vi kommer lige pludselig bagud efter have været foran, og så får vi udlignet, siger Christian Lønstrup.

- Det er kulminationen på mange års hårdt arbejde. Det er fuldt fortjent, at vi står her i dag, forklarer han.

Den store triumf bliver også modtaget med kyshånd af Helsingørs borgmester Benedikte Kiær, der nu vil hjælpe klubben i jagt på at få lov til at spille deres hjemmekampe i Helsingør.

- Det betyder rigtig meget. Det er jo vildt, siger hun.

- Vi samarbejder rigtig meget med klubben. Vi er i fuld gang med at lave et 1. divisionsstadion, og det er jo klart, at det fortsætter vi med, og så må vi se på et Superliga-stadion ved siden af. Men samtidig skal de jo også forhåbentlig spille nogle kampe herhjemme, og der vil vi gøre alt for at hjælpe klubben, forklarer Benedikte Kiær.

Janus Kyhl, der er direktør i klubben, har fortalt til DR Sporten, at man er optimistisk omkring mulighederne for at få lov til at spille Superliga-kampene i Helsingør.