Det var en nervøs forsvarsspiller, der sidste sommer troppede op hos Viborg-ledelsen for at få sin kontrakt revet i stykker. Han havde stået der et par dage tidligere, men var vendt om, inden knoerne havde ramt døren. Men denne dag gjorde han alvor af sine overvejelser.
- Jeg var brændt ud og havde brug for at prøve noget andet i mit liv. Hele mit professionelle fodboldliv har alt været sat i kasser. Jeg ved godt, at man er privilegeret som fodboldspiller, men det er heller ikke livet kun at spille fodbold hele tiden. Fodboldspillere har meget fritid, men ingen frihed, siger Mikkel Rask.
Sportschefen, Ole Nielsen, og direktør, Morten Jensen, var dog ikke indstillet på at lade den daværende anfører gå og gav i stedet Rask et tilbud om et halvt års orlov til at tænke over tingene.
Surfede og dykkede
Mikkel Rask sagde ja, pakkede rygsækken og tog på flere måneders rundrejse i Asien. Fodbolden blev skiftet ud med surfbræt, iltflaske og møder med nye kulturer og mennesker.
- Jeg levede et fedt liv på rejsen. Det var befriende at trække stikket ud. Surfe og dykke, ingen rammer. Jeg var der bare i nuet og nød hver eneste dag, og jeg savnede egentlig ikke fodbolden, siger Rask.
I januar stod Mikkel Rask igen på træningsbanen i Viborg med ny energi og lyst til igen at komme i gang. Der ventede dog en hård opstart, da forsvarsspilleren vendte hjem i en fysisk forfatning, der ikke var egnet til professionel fodbold.
Fysikken er siden blevet bygget op, og Rask er igen en fast del af Viborgs forsvar. En stor oplevelse rigere og klogere på sig selv.
- Det har været det helt rigtige for mig. Jeg ville ikke have været det foruden og er glad og lidt stolt af at være der, hvor jeg er nu.
Få hele Mikkel Rasks historie i Fodboldmagasinet i aften klokken 21.40 på DR1.