Rundens vinder, FC København
FC Københavns mesterskab var så længe ventet, at man næsten kunne undskylde ikke at tage dem med som rundens vindere.
Brøndby leverede et flot comeback i Esbjerg, og Hobro fik sin første sejr under Ove Pedersen. Men når man så har sundet sig, er der nu ingen vej uden om FCK.
For det skal ikke ligge københavner til last, at deres suverænitet har gjort deres mesterskab til en form for formalitet. Det var nemlig suverænt flot.
Sejren på 2-0 i mandags over FC Nordsjælland, der cementerede mesterskabet, vil dog ikke blive husket for andet en netop dét – kampen, der satte punktum for sæsonen og gang i festen.
Mesterskabet er det 11. i FCK’s historie, og klubben overgår dermed de evige rivaler Brøndby, der stadig er noteret for 10 danske mesterskaber.
Runden taber, AaB
Nordens Paris er røget længere væk fra Europa i denne runde. AaB tabte i aftes 2-0 til et AGF-mandskab, der ingenting havde at spille for.
Dermed er aalborgenserne gledet ud af top 4, der giver adgang til de europæiske turneringer i næste sæson.
For mens AaB tabte, vandt de nærmeste konkurrenter. Brøndby vandt 3-2 over Esbjerg, og FC Midtjylland slog Sønderjyske.
Nederlaget i Aarhus tirsdag aften betyder derfor, at AaB nu har to point op til Brøndby på fjerdepladsen og tre point op til FC Midtjylland.
Rundens dygtige debutant, Alexander Nybo
Vi fik nævnt Hobro i de indledende linjer i denne artikel, men FCK’s mesterskab trumfede midtjyderne og har sendt dem helt herned.
Holdet vandt sin første sejr med Ove Pedersen ved roret, da OB blev slået med 1-0 i Odense. Men havde det ikke været for den 18-årige debutant Alexander Nybo i Hobros mål, havde resultatet været et helt andet.
Den unge målmand viste imponerende reflekser flere gange på gode OB-forsøg, og da han så også parerede et straffespark fra OB’s Rasmus Festersen, gjorde han sig ganske enkelt uundgåelig til denne rundes detalje.