VIDEO Weekendens tre bedste Superliga-scoringer

Weekendens runde i Superligaen bød på flere flotte scoringer. Her kommer et udpluk af de tre bedste, der toppes af to fantastiske hovedstødsmål.

Mens mange havde store forventninger til derby-braget mellem Brøndby og FCK, så måtte man kigge andetsteds for at finde 15. rundes smukkeste scoringer. I fornuftig afstand til blod, sved og romerlys på Brøndby Stadion blev der særligt brilleret med hovederne på landets øvrige arenaer.

Der var rigeligt af muligheder, da redaktionen på DR Sporten skulle udvælge weekendens tre bedste scoringer, som du kan se eller gense her.

1. Rasmus Festersen (Odense BK)

FC Nordsjælland vs OB. Jens Jakob Thomasen, Rasmus Festersen, Mathias Greve og Rasmus Falk (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det var en noget rodet affære, der udspillede sig i Viborg lørdag eftermiddag, da OB var på besøg. Kampen svingede frem og tilbage, men til sidst trådte kampens spiller, Rasmus Falk, i karakter og igangsatte rundens bedste scoring. Efter en fabelagtig vending prikkede han bolden på kanten, hvor et skarpt indlæg blev sendt ind i panden på Rasmus Festersen, der drejede bolden helt op i hjørnet. Yderst simpelt, men utroligt svært at gengive.

2. Kristoffer Olsson (FC Midtjylland

FC Midtjylland - Esbjerg Fb , Alka Superliga, MCH-Arena, Herning: FC Midtjyllands Kristoffer Olsson scorer til 4-1 (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Mestrene fra Heden er senest løbet ind i en del modvind, men da Esbjerg fB kom forbi i weekenden blev selvtilliden atter tanket op, da man sendte vestjyderne hjem med en 5-1-lussing. Ved stillingen 3-1 ville den svenske u21-spiller, Kristoffer Olsson, også lege med. Endnu en gang skete dette med et mål via pandebrasken. Med et perfekt timet indløb snittede Olsson bolden ind bag en chanceløs Dubravka via stolpen.

3. Stephan Petersen (AGF)

AGF - Randers FC , Alka Superliga, Ceres Park, Aarhus: AGFs Stephan Petersen scorer sejrsmålet til 3-2 (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

AGF har været svære at blive kloge på i denne sæson med flere svingende resultater. Det var heller ikke i denne ombæring, at århusianerne skulle rejse sig. Men de havde dog et enkelt lyspunkt i Stephan Petersen. Efter en fremragende tur på kanten sendte Danny Olsen et hårdt, faldt indlæg tilbage til Petersen, der ramte kuglen med en kombination af kraft og præcision. Sublim scoring, der dog ikke kunne rokke ved Randers' storsejr.

Nyd rundens tre bedste scoringer i videoklippet øverst i artiklen.