Éder Álvarez Balanta og Matias Kranevitter er næppe navne, der får de mange fodboldkendere her hjemme til at spærre øjnene op. I Sydamerika er sagen en helt anden.
De to spillere indtager en nøglerolle hos argentinske River Plate, der er vinderne af den sydamerikanske udgave af Champions League.
I morgen kan de to endnu en gang få afgørende betydning, når holdet fra Argentinas hovedstad, Buenos Aires, løber ind Sanfreece Hiroshima fra Japan i semifinalen ved klub VM.
Atlético Madrid har allerede fået øje på Matias Kranevitter og sikret ham på en femårig aftale. Han spiller stadig i River Plate, da han er blevet udlejet tilbage til den argentinske klub.
Lang vej hjem
Gennem tiderne har legendariske angribere som Alfredo di Stéfano og Hermán Crespo trukket i den karakteristiske hvide trøje med den røde diagonale stribe, inden de er løbet ind på hjemmebanen Estadio Monumental, der er også lægger græs til det argentinske landsholds hjemmekampe.
I morgen er de på udebane. Sanfreece Hiroshima har kun 332 kilometer til dagens stadion i Osaka, mens River Plate er rejst mere end 18.000 kilometer og 12 timer frem i tiden for at komme til kampen.
En sejr over Sanfreece Hiroshima i semifinalen vil derfor lune ekstra godt for sydamerikanerne, der ikke har alt for meget tur i den hjemlige argentinske liga, hvor holdet i øjeblikket ligger nummer ni efter 30 spillerunder. Tilmed er det ikke blevet til en sejr i de seneste tre kampe.
Skulle japanerne derimod gå hen at overraske River Plate og spille sig videre til finalen, bliver de det første asiatiske hold nogensinde til at spille finale ved VM for klubhold.
Tidligere Barcelona-spiller skal bombe River videre
River Plate har én gang tidligere vundet turneringen. Tilbage i 1986 blev Steaua Bukarest slået med 1-0 i finalen i den turnering, der dengang hed Interkontinental Cup.
I morgen kan de så spille sig tættere på titlen som verdens bedste klubhold, 29 år efter de sidst kunne smykke sig med titlen.
I denne omgang skal målene dog hverken komme fra Crespo eller di Stéfano, men derimod den lille og lynhurtige Javier Saviola, der tidligere har optrådt i europæisk fodbold for blandt andet FC Barcelona.
Og mon ikke Saviola er ekstra opsat på at spille River Plate i finalen, hvor modstanderen enten bliver Guangzhou Evergrande fra Kina eller.. FC Barcelona.
Du kan se kampen mellem River Plate og Sanfreece Hiroshima direkte på DR3 fra klokken 11.20.