Tidligere Fifa-boss sat bag tremmer juleaften

En af de tidligere Fifa-topbosser, som er anklaget for korruption, sidder bag lås og slå i juledagene.

83-årige Eugenio Figueredo blev torsdag tiltalt for svindel og bestikkelse. Han blev varetægtsfængslet og risikerer mangeårig fængselsstraf. (Foto: © Juan Ignacio Mazzoni, Scanpix)

Den tidligere vicepræsident i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, Eugenio Figueredo er blevet varetægtsfængslet efter en høring i hjemlandet Uruguay.

Høringen fandt sted i hovedstaden Montevideo torsdag, mens de fleste danskere var godt i gang med at forberede andestegen juleaften.

Uden skyggen af julestemning ankom Figueredo til Uruguay tidligere på dagen, efter han var blevet udleveret fra Schweiz for at blive stillet for retten på grund af anklager om korruption.

83-årige Figueredo er tidligere præsident i Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol, og tiltalt for svindel, bestikkelse og hvidvaskning af penge. Hvis han findes skyldig, kan han idømmes en fængselsstraf fra to til 15 år.

Som en af syv Fifa-ledere blev Figueredo anholdt på et luksushotel i Zürich i maj i en aktion, som rystede forbundet.

Efterforskningen har ført til, at flere af fodboldens mest magtfulde mænd har mistet deres job og kan blive straffet.

USA, som står bag efterforskningen, ønsker også Figueredo udleveret på grund af korruptionsanklagerne. Figueredo accepterede udlevering til Uruguay, men han har modsat sig udlevering til USA.

Figueredos forsvarsadvokat bad om, at Figueredo på grund af sin alder og et dårligt helbred kunne komme i husarrest i forbindelse med retssagen. Men det blev afvist af retten torsdag.

Figueredo var præsident i Uruguays fodboldforbund fra 1997 til 2006 og blev Conmebol-præsident i 2013.

/ritzau/ritzau/