Bayern-nederlag sender danskere på mesterskabskurs

Bundesligaens tophold Dortmund øger afstanden til Bayern München.

Selvom det ikke blev til tre point mod Frankfurt, kan Delaney og holdkammeraterne glæde sig over Bayerns nederlag. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

Borussia Dortmund snublede egentlig i mesterskabskampen i dag, da førerholdet blot fik 1-1 ude mod Eintracht Frankfurt, men alligevel endte danskerklubben som vinderne i topkampen i denne runde.

For Bayern München dummede sig nemlig endnu mere i udekampen mod Bayer Leverkusen, der blev tabt med 1-3 trods pauseføring på 1-0.

Dermed øgede Dortmund afstanden til de forsvarende mestre fra seks til syv point efter 20 spillerunde.

Usikkerhed fra begyndelsen

Bayern spillede ikke med stort overskud i de første 45 minutter, og Leverkusen kom frem til gode chancer.

Men et hovedstødsmål af midtbanemanden Leon Goretzka fem minutter før pausen sikrede alligevel favoritterne føringen halvvejs.

Usikkerheden i sydtyskernes bageste geledder blev imidlertid ikke fikset i pausen, og det endte med at blive dyrt for mesterholdet.

Dårlig anden halvleg

I 53. minut sendte Leverkusen-angriber Leon Bailey et hårdt og flot frispark ind bag Bayern-keeper Sven Ulreich, som ikke så helt sagesløs ud. Bolden sad i hans side og kom fra 30 meters afstand.

Men det var et flot mål, og det gav hjemmeholdet troen på, at der kunne være mere end et enkelt point i kampen at hente.

Ti minutter senere blev gæsternes forsvar igen rykket fra hinanden, og tæt under mål kunne Kevin Volland dirigere bolden ind til 2-1.

Fiaskoen lurede for Bayern München, og holdet satsede mere offensivt efter 1-2-målet, men trods flere chancer kom målet aldrig.

I stedet blev det hele afgjort kort før tid af indskiftede Lucas Alario, da han fra kort afstand kunne sætte bolden ind til 3-1. Først skulle VAR-rummet dog kigge målet igennem i et par minutter.

To danskere på banen for Dortmund

Thomas Delaney var med fra start for Dortmund, som havde Jacob Bruun Larsen på bænken indtil 77. minut.

Topholdet havde det svært i første halvleg mod Frankfurt, som også har gang i en god sæson, hvor holdet kæmper med om de europæiske pladser.

Midtvejs i første halvleg bragte Marco Reus dog gæsterne i front, men føringen holdt i mindre end et kvarter.

Så sørgede Luka Jovic for udligningen, og Dortmund måtte slide hårdt i bestræbelserne på at undgå pointtab.

Det lykkedes, da der ikke blev scoret i anden halvleg, og trods pointtabet øgede Dortmund altså afstanden i toppen med et enkelt point.

/ritzau/