For næsten halvandet år siden skiftede den danske midstopper Jannik Vestergaard fra Hoffenheim til Werder Bremen, men nu ser det ud til, at den danske landsholdsspiller er på vej videre i karrieren. Det fortæller hans agent, der også beretter om interesse fra en anden Bundesliga-klub.
- Sidste sommer var der bud på Jannik. Men på det tidspunkt blev vi enige med Werder om at fortsætte i Bremen. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at det på et tidspunkt ville være tid til næste skridt. Det tidspunkt er kommet. Borussia Mönchengladbach viser meget stor interesse for Jannik, siger agent Gordon Stipic til Bild.
22-årige Jannik Vestergaard kommer oprindeligt fra Brøndbys ungdomsafdeling. Han har spillet 119 Bundesliga-kampe i karrieren og er noteret for seks landskampe. Ifølge Bild kræver Werder 75 millioner kroner for danskeren.