Poulsen scorer og sikrer Leipzig den prestigefyldte titel som 'herbstmeister'

RB Leipzig kan med kalde sig efterårsmester efter sejr over Augsburg.

Yussuf Poulsen (th.) lykønskes efter sin scoring. (Foto: © RONNY HARTMANN, Scanpix)

RB Leipzig kan kalde sig Herbstmeister i tysk fodbold efter en 3-1-sejr hjemme mod Augsburg i Bundesligaen tidligere lørdag.

Her sørgede indskiftede Yussuf Poulsen for den sidste scoring til slutresultatet 3-1, efter at Leipzig var bagud 0-1 indtil små 20 minutter før tid.

Sejren betød, at Borussia Mönchengladbach skulle vinde med 14 mål senere lørdag ude mod Hertha Berlin for at løbe med efterårstitlen i tysk fodbold.

Det lykkedes ikke, og Gladbach måtte nøjes med 0-0 i opgøret mod Hertha.

Fra bænken til målscorer

Yussuf Poulsen var fra start bænket hos RB Leipzig mod Augsburg, og danskeren kunne se gæsterne komme foran efter blot otte minutter.

Marco Richter tryllede i højre side med boldkunst, inden han hamrede bolden ind i feltet, hvor Florian Niederlechner stod klar tæt foran mål til at sende den det sidste stykke i mål.

Poulsen scorede nemt efter et oplæg fra Timo Werner. (Foto: © RONNY HARTMANN, Scanpix)

RB Leipzig søgte en udligning, men måtte vente helt til det 68. minut, da Konrad Laimer fik bukseret sig igennem feltet og sparket bolden i mål.

Patrik Schick øgede til 2-1, inden Yussuf Poulsen med en nem scoring tæt ved mål sørgede for 3-1 i det 89. minut.

Teenager gjorde forskellen for Bayern

Det var dog ikke kun i Leipzig, der var glæde til sidst.

Bayern München havde 0-0 hjemme mod Wolfsburg, indtil man skiftede purunge Joshua Zirkzee ind i det 83. minut.

Zirkzee gjorde sin entré syv minutter før tid og

Den 18-årige hollænder takkede for tilliden og scorede to minutter senere til 1-0, inden Serge Gnabry i sidste minut øgede til slutresultatet 2-0. Dermed blev Zirkzee atter helten for Bayern, som tilfældet var senest mod Freiburg, hvor han også blev skiftet ind og scorede i tillægstiden i 3-1 sejren.

Bayerns Joshua Zirkzee jubler over sin sene scoring, som sikrede de forsvarende mestre sejren. (Foto: © PHILIPP GUELLAND, Scanpix)

Det hele betød, at RB Leipzig topper med 37 point foran Gladbach med 35 point på andenpladsen, mens Bayern ligger nummer tre med 33 point.

/ritzau/