Vejle Boldklub bliver atter en del af det fine selskab i dansk klubfodbold, Superligaen, når der til sommer fløjtes op til en ny sæson.
Oprykningen fra landets næstbedste række blev sikret torsdag aften, da Vejle spillede 1-1 med konkurrenterne fra Sønderjyske.
Midtvejs i anden halvleg driblede Vejle-profilen Arbnor Mucolli alene ned mod Sønderjyske-keeper Nicolai Flø, som blev udplaceret med et følt spark ved nærmeste stolpe.
Med 10 minutter igen kom Vejle i undertal, da bulgarske Stefan Velkov fik vist gult for anden gang, og det endte med at få konsekvenser for kampens udfald, men ikke oprykningen.
Emil Frederiksen udlignede i tillægstiden, men det betød ikke noget for Vejle og de godt 1.000 medrejsende fans, der blot skulle bruge et point for at sikre oprykningen.
Med 1-1 på tavlen ved slutfløjt kunne både fans og spillere derfor lade følelserne få frit løb. Og det var til at spore, da Oliver Provstgaard satte et par ord på præstationen efter opgøret.
- Det er klart min bedste oplevelse i Vejle-trøjen. Det er fuldstændig magisk det her. Det betyder utrolig meget for truppen, hele klubben… Vi er tilbage i Superligaen!, sagde Vejle-spilleren under fejringen.
Sønderjyske skal nu forsøge at franarre Hvidovre andenpladsen, som også giver adgang til superligafodbold i næste sæson. Hvidovre har en kamp i hånden samt et forspring på tre point til netop Sønderjyske.
Der resterer fortsat tre spillerunder af sæsonen i 1. divisionen, der officielt hedder NordicBet Liga.
Elevatoren kører en etage op
I de seneste år har Vejle Boldklub været lidt af et elevatorhold i dansk fodbold.
Kun en gang i dette årtusind er det lykkedes klubben at forblive i Superligaen. Det var i 2021, hvor Vejle endte på 10.-pladsen foran Lyngby og AC Horsens.
Netop de to klubber kæmper lige nu for livet i landets bedste række, hvor også AaB er i problemer.
Vejle Boldklub er trods svære perioder en af landets traditionsklubber. Højdepunkterne i fodboldklubbens mere end 120 år lange historie ligger dog efterhånden mange år tilbage.
Man skal tilbage til 80'erne for at finde Vejles seneste titler, hvor det seneste af i alt fem danske mesterskaber blev vundet i 1984 samt den seneste og klubbens sjette pokaltitel blev vundet i 1981.
Men til næste sæson får vejlenserne så muligheden for at vinde danmarksmesterskabet igen.
Og selvom sandsynligheden for at levere den helt store overraskelse i Superligaen er forsvindende lille, så håber og tror Vejle Boldklubs direktør, Henrik Tønder, at der med oprykningen trods alt ikke medfølger en direkte returbillet til 1. division, når næste sæson er omme.
- Heldigvis er vi et hold, der er trimmet til Superliga, så det er ikke fagre nye verden for os. Men vi skal arbejde videre på de positive elementer, vi har gang i både sportsligt og kommercielt, og så tror vi på, at den stamme, vi har, nok skal være nok, siger direktøren.
Men inden alle snakke og forberedelser til superligasæsonen sættes i gang, skal aftenen nydes, undervejs, og når holdet og de 1400 medrejsende fans er vendt tilbage til Nørreskoven.
- Vejle er en fodboldby, og vi er så taknemmelige for den opbakning, vi har fået. Det er helt fremragende. Nu skal vi tilbage til Vejle, og så tror jeg, at vi skal have en fadøl og en masse champagne. Det håber jeg, siger Henrik Tønder.