VIDEO VM-dommer laver korrekt kendelse

VM har budt på en stribe fejlkendelser, men i nattens kamp fik Australien korrekt underkendt en scoring.

VM-slutrunden i Brasilien har budt på en stribe kontroversielle dommerkendelser, så der er grund til at fremhæve dommer Noumandiez Doue og hans håndgangne mænd.

Dommeren fra Elfenbenskysten og hans kolleger ramte nemlig plet, da de i nattens kamp mellem Chile og Australien underkendte en australsk scoring for offside.

Ved stillingen 2-1 til Chile lagde Mathew Leckie et indlæg ind foran mål, hvor Tim Cahill headede bolden i nettet. Men Cahill var offside, da han fik bolden, som klippet herover dokumenterer. Og målet blev altså også underkendt.

Dermed måtte Cahill nøjes med den ene scoring, han headede ind i 1. halvleg - og de australske socceroos tabte 1-3 til chilenerne.

Dommerne har ellers leveret en ret svingende præstation under VM. Den japanske dommer Yuichi Nishimura var værterne venligt stemt i åbningskampen, hvor Brasilien fik tilkendt et kontroversielt straffespark mod kroaterne, der senere i kampen fik underkendt en scoring.

Og i går fik Mexico underkendt to scoringer i kampen mod Cameroun, hvilket også så tvivlsomt ud. Især den anden scoring, hvor Peralta fik underkendt sin scoring pga. offside var en decideret fejl.

- Der er ikke tale om et skøn, der kan diskuteres, men om en fejl, idet bolden kommer fra en forsvarsspiller, der forsætligt spiller bolden, siger den danske dommer Tore Østergaard til dr.dk.