Alle snakker om Messi og Mbappé, men en trussel fra bænken kan blive afgørende i VM-finalen

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul udpeger tre outsidere, der kan afgøre VM-finalen.

Marcus Thuram spiller for tyske Borussia Mönchengladbach, hvor han i denne sæson har lavet ti mål i Bundesligaen. (Foto: © David Klein, Associated Press)

I dag hviler hele verdens øjne på Lusail Stadium i Qatar, hvor Argentina og Frankrig står overfor hinanden i VM-finalen.

Alle de øjne har nok et særligt fokus på duellen mellem franske Kylian Mbappé og argentinske Lionel Messi.

Ikke nok med at de er blandt verdens allerbedste fodboldspillere, så deler de også førerpositionen om at blive den mest scorende ved VM. Med én kamp tilbage af slutrunden sætter de fleste deres penge på, at de vil forsøge at rage 'Den Gyldne Støvle' til sig med en scoring eller to og på den måde hjælpe deres hold til VM-pokalen.

Men fodbold er et holdspil, og der vil være 20 andre spillere på banen, som også vil sætte deres præg på finalen. Her kommer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul med tre bud alternative spillere, som kan blive afgørende.

Antoine Griezmann - 'The Silent Killer'

Antoine Griezmann har lavet tre oplæg ved VM og er på en delt førsteplads på assistlisten. (Foto: © Hasan Bratic, Hasan Bratic/picture-alliance/dpa/AP Images)

Angriberen, der ikke laver mål for Frankrig længere, har fået en ny rolle af landstræner Didier Deschamps under VM.

Griezmann er blevet rykket en position tilbage på banen, så han ligger som en offensiv midtbanespiller, og det har skabt en ny og måske endda bedre version af Atletico Madrid-spilleren, end vi har set længe.

- Han har jo været lidt en 'silent killer'. Det har jo typisk været ham, som har scoret målene, men det har han jo ikke gjort den her gang. Han har til gengæld leveret nogle helt sindssyge oplæg. Især den han laver til Giroud mod England, så på den måde har han været afgørende.

- Han er konstant en faktor i kampene. Både offensivt men også defensivt. Lige pludselig har han jo været ned på egen banehalvdel og tage del i oprydningsarbejdet og sætte spillet op for Frankrig.

- Han har jo tidligere også scoret i en VM-finale og har stået i store kampe i pressede situationer, så han vil sagtens kunne bidrage i finalen, der godt kan blive ophedet. Han er en af de første på holdkortet, så han kunne meget vel blive meget afgørende, fortæller Andreas Kraul.

Antoine Griezmann har scoret 42 mål i 108 kampe landsholdet. Det gør ham til den tredje mest scorende for Frankrig gennem tiden.

Enzo Fernandes - talentet

Enzo Fernandez har scoret et mål og lavet en assist ved VM. (Foto: © Pavel Golovkin, Associated Press)

Den 21-årige Benfica-spiller var måske ikke et kendt navn for hele fodboldverdenen inden VM, men det er han i den grad nu.

Med flot og solidt spil på midtbanen plus en fremragende kasse mod Mexico har Enzo Fernandez katapulteret sig ind på nethinden af de allerstørste fodboldklubber.

- Vi kan jo ikke lade være med at fæstne øjnene på den unge Enzo Fernandez. Han har fået meget ros og er på vej til storklubben Liverpool. Han har helt sikkert en kæmpe fremtid foran sig.

- Han kan holde spillet kørende for Argentina, og så kan han samtidig slå de rigtige afleveringer, så det ikke er alle pasninger, der skal komme fra Messi, hvis det skal blive farligt.

- Han har nogle visioner i spillet, som gør, at de kan spille direkte, og det kan de blive nødt til mod Frankrig - at sende en aflevering i dybden og så komme afsted. Han er stadig ung og uerfaren, men hvis han er på toppen kan han være vigtig for Argentina, siger fodboldkommentatoren.

Marcus Thuram - overraskelsen

Marcus Thuram i duel med danske Victor Nelsson. (Foto: © Abir sultan, Ritzau Scanpix)

Som den sidste spiller, der kunne få en afgørende fod i finalen, kunne man måske have kigget Olivier Giroud eller Julian Alvarez' vej, der begge har scoret fire mål.

Men Andreas Kraul hiver en kanin op af hatten i form af den franske angriber Marcus Thuram, der har til gode at lave sit første mål for Frankrigs landshold.

- Det er lidt mærkelig at nævne ham, for han starter sandsynligvis ikke inde. Men jeg er sikker på, at han kommer ind i finalen.

- Den danske landstræner Kasper Hjulmand har tit sagt, at kampe godt kan spilles bagfra. Altså hvem er på banen til sidst? Og jeg synes, at Thuram altid kommer på banen med en enorm fysik. Han er 1.92 høj og kæmpe stor, men samtidig enormt teknisk stærk.

- Hvis det bliver en tæt finale, og det står lige til sidst, så ser jeg ham som den helt store joker. Han har ikke scoret for Frankrig endnu, men jeg har en idé om, at det kunne komme i den her finale, for han har været voldsomt stærk i Bundesligaen det seneste år.

I sin tyske klub Borussia Mönchengladbach har Thuram, der er søn af franske Lillian Thuram, som var med til at vinde VM i 1998, scoret ti mål og lavet tre oplæg på 15 kampe.

Om den 25-årige angriber finder vej til netmaskerne og afgør VM-finalen finder vi ud af på søndag, hvor vi sernder VM-finalen på DR 1 og DR TV med optakt fra klokken 14.00. Du kan også følge kampen her på DR.dk eller i 'VM på P4'.