Slutrunder og positive overraskelser er to ting, der går hånd i hånd, og som atter blev bevist, da VM i Qatar løb af stablen.
Sportsligt, forstås.
For her havde fodboldelskere fornøjelsen af at se et marokkansk landshold charmere sig ind på verdens allerstørste fodboldscene.
Og det har selvsagt sat gang i interessen for flere af de marokkanske spillere, der må forvente at blive ombejlede ude i klubberne, når VM på søndag er overstået.
Blandt dem er 26-årige Sofyan Amrabat, som formentlig tager en god del af opmærksomheden.
På den marokkanske midtbane har Amrabat pisket frem og tilbage og været en styrmand i den marokkanske offensiv og et anker i defensiven.
Marokkanerens præstationer er da heller ubemærket hen for DR Sportens fodboldeksperter Andreas Kraul og Arnela Muminovic.
I deres rangering af turneringens bedste spillere har begge eksperter Sofyan Amrabat blandt deres udvalgte. Og det er der en god grund til, understreger Andreas Kraul.
- Inden VM ville jeg have været mange bud igennem, inden jeg havde ramt Amrabat, må jeg erkende. Han er ikke på nogen måde en ny skikkelse på fodboldscenen, men at han på den måde er slået igennem og har været så vigtig, havde jeg ikke regnet med. Han har nærmest været billedet på Marokkos succes, siger han.
I videoen herunder kan du se Amrabat redde sit mandskab med en hård tackling over for lynhurtige Mbappé i semifinalen ved VM i Qatar.
Roser fra Macron
At Amrabat har været billedet på succes bliver endnu tydeligere, når midtbanemanden også begynder at tiltrække sig opmærksomhed fra de helt store politiske kræfter. Og det gjorde Amrabat efter semifinaleopgøret mod Frankrig ifølge den normalt troværdige journalist, Fabrizio Romano.
- Jeg har fået fortalt, at den franske præsident Emmanuel Macron har besøgt Marokkos omklædningsrum efter kampen og fortalte Sofyan Amrabat, at ’han er den bedste midtbanespiller ved turneringen’ foran hele holdet, skrev Romano på Twitter efter opgøret.
Men opmærksomheden stopper ikke der.
For også den spanske avis La Marca har snakket med marokkaneren om hans flotte VM. Her fortæller den ydmyge marokkaner om den store glæde ved det, som han selv og Marokko har præsteret.
- Det er en drøm, som vi alle har haft, lige siden vi var børn. Jeg har arbejdet hele mit liv for det her. Det er det allerstørste som en fodboldspiller. Og for mig er den stor ære, for jeg elsker at spille for mit land. Som jeg altid siger; jeg vil gøre alt for mit hold, sagde marokkaneren til La Marca.
Amrabats præstationer er da heller ikke gået forbi de europæiske storklubber. Marokkaneren er blevet sat i forbindelse med et snarligt skifte til spanske storklubber som FC Barcelona og Atletico Madrid, mens engelske klubber som Chelsea og Liverpool også har fået øjnene op for Amrabat.
Så måske europæerne får set meget mere til marokkaneren i den nærmeste fremtid, men mon ikke klubberne er nødsaget til at komme grave dybt i pengepungen, før det sker. For efter sådan et flot VM er der næppe Am-rabat på Fiorentina-spilleren.
Selvom marokkaneren nok hellere ville have haft sejren end de rosende ord og al opmærksomheden, kunne man sagtens forestille sig, at det alligevel virker som en motivationsfaktor for Amrabat, når han lørdag går på banen i bronzekampen mod Kroatien.
For her har Marokko og Amrabat fortsat en mulighed for at skrive afrikansk historie.
Du kan følge med i bronzeopgøret mellem Marokko og Kroatien på DR.dk eller på DR’s nyhedsapp.
Du kan også høre kampen på DR P4 eller på DR Lyd-appen fra kl. 16.00 lørdag.