Har migrantarbejderne i Qatar fået bedre forhold efter VM? 'For langt de fleste er det værre'

Selvom VM er slut, vil der fortsat blive holdt øje med migrantarbejderes arbejdsforhold i Qatar.

Migrantarbejdere til et storskærmsarrangement under VM i Qatar. Flere af dem skal nu i gang med oprydningsarbejdet efter slutrunden. (Foto: © MARKO DJURICA, Ritzau Scanpix)

Verdensmesterskabet i fodbold er slut, og det er tid til at gøre status.

Ikke sportsligt, for der endte Lionel Messi og Argentina som bekendt med at løbe afsted med al hæderen og fodboldens største trofæ. Men derimod på menneskerettighedsfronten.

Værtsnationen Qatar er i årene op til slutrunden - og også undervejs i mesterskabet - blevet kritiseret for behandlingen af de migrantarbejdere, der har været med til at bygge stadioner, metroer, hoteller og hvad der ellers hører sig til. Menneskerettigheder er blevet krænket.

Og hvor står vi så med migrantarbejdernes vilkår, nu hvor slutrunden er nået til vejs ende? Har forholdene forbedret sig?

Det er tvetydigt, fortæller Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder i Bygge- Anlægs- og Trækartellet og mangeårig dansk repræsentant i den internationale fagforening BWI.

En migrantarbejder bærer på et skilt, mens byggerierne frem mod slutrunden stod på i Qatars hovedstad Doha. Billedet her er fra 2016. (Foto: © STRINGER, Scanpix Denmark)

Han har med sit arbejde haft fokus på netop migrantarbejdernes vilkår i Qatar, og det står ikke udpræget positivt til, fortæller han i P1 Morgen.

- For nogle ja, men for langt de fleste nej. Der er det blevet værre.

- Forbedringerne går på to ben, og det ene halter desværre voldsomt, siger Gunde Odgaard.

Formelle forbedringer som ophævelsen af det såkaldte kafala-system, der stavnsbinder arbejderen til arbejdsgiveren, samt en højere mindsteløn, gælder for alle.

Men kun de migrantarbejdere, der har været involveret i projekter forbundet til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), har oplevet markante forbedringer, fortæller han.

- De 950.000 bygningsarbejdere, der har lavet metroer, hoteller, kloaker, og hvad de ellers har lavet, har fået det hårdere, vil jeg vove at påstå. For de får i højere grad i dag ikke deres løn, og hvis de gør, kommer den ikke til tiden, siger Gunde Odgaard.

Se DR's dokumentar 'Verdens bedste VM', og bliv klogere på, hvorfor slutrunden endte i Qatar, og hvad det har haft af konsekvenser.

Samtidig oplever migrantarbejdere langt mere overvågning nu, end de gjorde førhen.

- Første gang jeg var i Qatar, kørte vi bare ud i lejren og besøgte dem, men det kan man ikke mere. Nu er der kameraer, pigtråd og biler med ubehagelige typer i. De (migrantarbejderne, red.) tør ikke få os ud og besøge dem. De latente trusler er meget større i dag, end de har været før, siger Gunde Odgaard.

At forholdene forbedres fra nu af, er der derfor heller ingen garantier for, fortæller han.

- Derfor har vi også lovet migrantarbejderne og hinanden, at vi bliver i Qatar. Vores folk bliver, medmindre de bliver smidt ud, og det ved man aldrig, siger han.

Amnesty International vil også fortsat presse på

Også menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vil blive ved med at kæmpe for bedre rettigheder for migrantarbejdere i Qatar.

Det fortæller generalsekretær i Amnesty International Danmark, Vibe Klarup.

- Vi har konstateret, at det er lykkedes at skabe et stort pres, fordi verdens øjne har været rettet mod Qatar. Nu forsvinder alle kameraerne, og vi taler om noget andet. Og så er det jo vores opgave, at vi ikke bare glemmer de mennesker, der skabte VM, og som blev udsat for krænkelser, mens nogle også blev dræbt undervejs, siger hun.

Selvom VM nu er slut, bliver næppe alle migrantarbejdere sat på et fly mod hjemlandet med det samme.

For med syv spritnye stadioner, fanzoner, storskærms-arrangementer og hvad der ellers hører sig til en slutrunde, er der stadig et stykke oprydningsarbejde, der skal gøres for værtsnationen.

Og når det så er gjort, vil der med al sandsynlighed også stadig være migrantarbejdere i Qatar – og de må ikke lide under menneskerettighedskrænkelser, lyder det.

- Derudover er vi også optaget af, at Qatar heller ikke glemmer deres forpligtelser. Så vi bliver i landet og følger op. Til efteråret vil vi komme med en statusrapport om de forbedringer, der er sket, og om de bliver udbedret, og at intet rulles tilbage, siger Vibe Klarup.

Flere steder i Europa blev der under VM demonstreret for, at Qatar og Fifa skulle betale kompensation til de migrantarbejdere, der har lidt oplevet menneskerettighedskrænkelserne under byggerierne op mod slutrunden. Her bliver der demonstreret i Holland. (Foto: © Bart Maat, Ritzau Scanpix)

Qatar er dog ikke de eneste, der forbliver under menneskerettighedsorganisationens lup.

Generalsekretæren fortæller, at Amnesty International vil fortsætte med at presse på, for at Fifa betaler en passende kompensation til migrantarbejdere samt de familier, der har mistet et familiemedlem under byggerierne.

- Vi fastholder vores pres, og er også i samarbejde med den internationale fagbevægelse og i dialog med flere fodboldforbund, siger Vibe Klarup.

Du kan høre hele interviewet med Gunde Odgaard og Vibe Klarup i P1 Morgen herunder. Indslaget om migrantatbejderne kommer 1:46:45 inde i programmet.