Argentina er klar til VM-finalen efter et af VM-slutrundens mest mindeværdige øjeblikke.

Sejren var aldrig i fare for Argentina, der med to mål i første halvleg satte sig fuldstændig på begivenhederne.

Lionel Messi og Julian Alvarez scorede målene i det, der med al sandsynlighed blev 37-årige Luka Modrics VM-farvel.

Duellen mellem Messi og Modric blev aldrig intens, men den blev værd at huske.

For VM, det gigantiske skuespil, er designet til altid at ende med knuste hjerter. Triumf, tragedie.

Det er derfor, vi sidder her eller foran husalteret i hjørnesofaen. Dansk drama er godt, Broen, Borgen, det hele, men det har intet på de linjer, som sportens største trækker, når det bliver alvor.

Klokken 21.57 lokal tid i Doha, da Mette Frederiksen samtidig meddelte Dronningen, at hun var klar til at danne regering, stillede to små giganter sig op, gav hånd og rettede ryggen for at kæmpe for det, de mangler over kaminen.

Mon brølet kunne mærkes i stuerne, da Lionel Messi 41 minutter forinden trak ud af spillertunellen på Lusail Iconic Stadium, panikken, da han allerede efter 16 minutter vaklede rundt og tog sig til baglåret i to minutter.

Han luntede videre, stod stille, kørte en hånd gennem håret. For så at eksplodere kortvarigt med sit vanlige glid.

Alt imens Luka Modric gjorde, som han nu gør. Orkestrerede, forsynede frontkæden med en forståelse af tid og rum, som os på række 90 ikke engang havde overblikket til.

Det gik så godt, indtil det ikke gjorde.

Daniele Orsato, italiensk dommer, var ikke i tvivl, da turneringens bedste målmand, Dominik Livakovic, efter 33 minutter nedlagde Julian Alvarez i feltet. En simpel bold i dybden var nok.

David Beckham, Ronaldinho, Robert Carlos og en mindre enklave af statsledere strittede med lillefingrene i VIP-boksene, mens dramaet udfoldede sig under dem.

Uden antræk til mavekramper kunne Lionel Messi tage et par skridt, låse fodleddet og sigte højt. Et perfekt udført straffespark senere kunne størstedelen af de 88.966 tilskuere på stadion synge det, de var kommet for.

Meeessiii, Meessii.

Euforien nåede dog nye højder små fem minutter senere, da Julian Alvarez satte motoren i sport.

På afstand var det som at se en komisk genopførelse af Diego Maradons antrit mod England i VM-kvartfinalen i 1986.

Alvarez i fuld galop, en hybrid mellem Preben Elkjær og John Cleese, gakkede gangarter, tre forgæves blokeringer fra kroaterne, 2-0 og jordskælvsjubel i Doha og Buenos Aires.

Så var det nemt at vide, hvilken vej vinden blæste, mens Luka Modric forgæves forsøgte at samle sine holdkammerater op med håndslag og stille kommandoer.

Kun argentinsk magelighed kunne viske de streger ud, som allerede var trukket.

Messis aften, Modrics farvel

Den så nu aldrig ud til at finde sit indtog i de blå og hvide geledder, da de først linede op til 45 minutter plus det løse, som under VM i Qatar er blevet til en del mere.

Og det kunne de tusindevis af medrejsende argentinere, gale og syngende, især takke holdets akse for.

De, der bruger så mange kræfter på at dække de kvadratmeter, som Lionel Messi ikke betræder.

Der er en lille flig af himlen i alle, sagde denne signaturs præst under konfirmandforberedelserne engang i nullerne, men når den argentinske motorcykelklub med Leandro Paredes, Enzo Fernández, Rodrigo de Paul og Nicolás Otamendi først kommer på hjul, dobbelt udstødning og rygmærke, så vakler man en smule i troen.

De er ikke Guds bedste børn, i trafikken ville de ignorere enhver skolepatrulje, men hold nu op, hvor kunne de bære det denne aften.

Selv Paredes, der efter sin optræden mod Holland må anses som præsident i klubben, gjorde sig umage.

Det samme kunne man sige om Kroatiens midterakse. Luka Modric, Mateo Kovacic, Marcelo Brozovic.

Men der var bare ikke noget at gøre, da det stod klart, at Lionel Messi havde tænkt sig at spille VM-finale på søndag.

Da han efter 69 minutter på kanten af det kroatiske felt fik Josko Gvardiol til at ligne et menneske uden egen fri vilje, var det forbi.

Først den ene vej, så den anden, en pasning tilbage i banen og Julian Alvarez på pletten.

En dag vil de synge om det, hvis ellers søndagen går, som de håber i Argentina. Aftenens sportslige højdepunkt, mens det største indtraf små ti minutter senere, da alt var afgjort.

Man skulle være lavet af et andet materiale end kød og blod, hvis ikke man følte et lille hjertegisp, da Luka Modric efter 80 minutter lod sig udskifte.

På pressepladserne holder vi ikke med nogen, et VM-trofæ er ikke noget, man har krav på, og Luka Modric har haft de samme muligheder som alle andre. 88.966 klappede alligevel kroaten ud.

Men fodbold er en sport, hvor man kan vinde så meget, at det er det, man ikke har, som bliver stående.

De to giganter krammede hinanden hjerteligt, da sidste fløjt lød.

Luka Modric når det ikke.

Lionel Messi har én chance mere, og går han på banen med samme appel på søndag, så er det svært at se, hvem der skal stoppe ham.