Messi nummer 10.
Ryggen på den argentinske magikers landsholdstrøje er ikonisk. Men da han først havde løftet VM-trofæet, var kejseren pludselig i nye klæder.
Striberne var stadig lyseblå og hvide. Men på ryggen var der guldtryk med teksten 'Campeones del mundo', og på brystkassen skinnede et gyldent emblem som evigt bevis på, at Argentina er verdensmester i fodbold.
Trøjerne var klar inden kampstart, og Frankrig havde formentlig også en guldtrøje klar til brug, spår Jacob Jørgensen, der er kommerciel direktør i FC Midtjylland.
- Der er gået meget champagne og mange guldtrøjer til spilde gennem tiden, siger han.
Man kan kun gisne om designet på de trøjer, det franske landshold ville have trukket i, hvis de var blevet verdensmester i søndags. For ingen kommer nogensinde til at se dem, og hvis ikke de bliver destrueret, er de allerede godt gemt væk i et kosteskab et sted på fransk grund.
FC Midtjyllands kommercielle direktør har aldrig tabt en VM-finale, ej heller en dansk pokalfinale i sin tid hos den midtjyske klub.
Men inden den første pokalsejr i 2019 tabte FCM fem finaler, så der har nok været en del guldmerchandise, der aldrig har set dagens lys, mener Jacob Jørgensen. Han er endnu ikke stødt på et hemmeligt skab på direktionsgangene med guldparykker og gamle papkasser.
- Jeg er så heldig, at vi har vundet de pokalfinaler, jeg har været en del af. De er til gengæld blevet spillet i henholdsvis Brøndby og København, så hvis det var blevet til nederlag, havde vi brændt inde med en masse, siger Jacob Jørgensen.
- For når der er pokalfinale, vil fans have en trøje eller halstørklæde, og man bliver nødt til at have noget klar til de fans, der er på stadion.
Som i et andet tv-køkken kan man komme udenom store tab ved at snyde lidt hjemmefra. I FC Midtjylland er der blevet solgt guldmerchandise, der i stedet for 'pokalvinder' har haft 'pokalfinale' påtrykt.
På samme måde har det været en mulighed at lave guldtryk til de vanlige sorte trøjer, der normalt har haft hvidt eller rødt tryk.
- Når vi er i tvivl, prøver vi at holde omkostningerne nede, men stadig være klar. På den måde undgår vi at have trøjer for flere millioner, som vi kan brænde på et bål, hvis det ikke bliver aktuelt, siger Jacob Jørgensen.
Pokalen i en helikopter
Man er et produkt af sin forberedelse, og derfor kan det godt svare sig at være ude i god tid. Det kan være svært, hvis man som Frankrig eller Argentina først kvalificerer sig til en VM-finale få dage forinden, men i klubfodbold er der ofte bedre muligheder.
- Man begynder i ret god tid, hvis man ligger godt til. Vi har kigget på design og merchandise et par måneder før sæsonafslutningen, hvis vi har været med i mesterskabskampen, siger Jacob Jørgensen.
Det var FC Midtjylland i 2018, men det så i mange måneder ud til, at guldet ville havne på den københavnske vestegn hos Brøndby. Sådan gik det ikke, da de snublede i Horsens, og pludselig fik Jacob Jørgensen travlt med at producere merchandise i det midtjyske.
Alt var åbent i sidste spillerunde, og derfor var det ikke kun klubberne, der fik travlt med guldparykker og champagne.
- Da vi overhalede Brøndby, var alle i tvivl om, hvor pokalen skulle løftes og medaljerne hænges om halsen. Helikopteren var klar i Odense, og da vi var foran efter første halvleg og dermed lignede det bedste bud på en mester, lettede den og fløj vestpå, siger Jacob Jørgensen.
Jinx
Det franske og argentinske landshold har unægtelig flere fans end FC Midtjylland, men selv en dansk klub kan mærke interessen og efterspørgslen, fortæller den kommercielle direktør. Indenfor landets grænser, er der mest tryk på ved et mesterskab.
- Der er er stor interesse i et par uger efter en guld-triumf, hvor fans meget gerne vil købe specifikt merchandise. Vi har oplevet at sælge for et par millioner, når vi har vundet mesterskabet, siger han.
Synet af falsk champagne og en guldtrøje kan måske virke som motivation for en fodboldspiller. Men det kan også lægge et unødigt pres, og derfor er truppen aldrig en del af midtjydernes forberedelser inden en eventuel triumf.
- De ved ikke, at vi trykker på knappen og går i gang med at producere guldtrøjer og sjove kasketter, siger Jacob Jørgensen
- Det skal de slet ikke have fokus på. Vi vil ikke gøre dem nervøse eller jinxe noget, så vi holder det i en meget lille, lukket kreds.
De franske verdensmestertrøjer, der var trykt inden søndagens finale, er også blevet holdt i en lukket kreds.
Argentinernes ikoniske stribede spilletrøje var allerede udsolgt inden finalen, og mon ikke der også er fart på salget, når der i stedet for Messi nummer 10 står 'Campeones del mundo' på ryggen.