De forsvarende verdensmestre fra Frankrig er klar til at møde Marokko i VM-semifinalen efter en sejr på 2-1 over England lørdag aften.

Det blev et opgør, der red videre på den bølge af storladent drama, som har kendetegnet VM-slutrundens knockout-fase.

Tidligere på dagen var det Marokko, der fik tusindvis af medrejsende landsmænd til at græde, og da datoen skiftede i Doha, kunne de engelske fans gøre det samme.

Det begyndte ellers så godt.

At se de engelske løver vade ind til en VM-kvartfinale har altid det helt rigtige historiske sus, og det havde det også denne aften.

Det er som at lytte til Oasis på Wembley, eller bruge sommeren på den spanske sydkyst. Et bid af den engelske folkesjæl.

Og det samme kunne man sige om de i turneringen ustoppelige franskmænd, der op til denne aften ikke havde haft brug for det sjette gear, som eksisterer i truppen.

Det hele lovede godt, selv om det var svært at slippe tanken efter gårsdagens dramaer.

'Where does football go from here?'

Svaret på dét spørgsmål skulle vi ikke vente længe på, før et af fodboldeuropas mest lysende talenter, Real Madrids Aurelien Tchouameni, fik mindet Al Bayt Stadium om, at de største øjeblikke stadig venter forude.

Den 22-årige franskmand tøvede ikke, da han med en veltilrettelagt kanon et par meter fra feltgrænsen udplacerede Jordan Pickford i det engelske bur.

Den engelske målmand kommer ikke til at vinde priser for sit fodarbejde, på en gennemsnitlig dag ville han nå helt derud, hvor bolden var centimeter fra at kysse stolpen, men momentet stod.

Allez les Bleus!, rungede det, mens den engelske anfører Harry Kane manede til ro i midtercirklen.

Bellingham styrede showet

Netop Harry Kane lignede en mand, der tog det på sig at bringe England tilbage på sporet.

Først var VAR-rummet nødt til at beslutte, at der ikke blev begået et klodset straffespark på ham, og kort efter stod han bag det bedste engelske forsøg i første halvleg.

Close but no cigar.

Og så kunne man jo sidde og spekulere i, hvordan eller hvornår det engelske modsvar skulle falde, da pausefløjtet lød.

Det franske hold begyndte så småt at se møre ud, en smule ude af trit med det pres, som Jude Bellingham dikterede.

Han er blot 19 år gammel, men den engelske midtbanespiller dansede problemfrit mellem begge felter. En bølgebryder og dirigent fanget i en ung mands krop.

Denne aften viste han alle de kvaliteter, som kommer til at koste et par procenter af et lille lands BNP, hvis man vil tilbyde ham fast arbejde i fremtiden.

Derfor var det heller ikke overraskende, at det var ham, vidunderknægten fra Stourbridge, som med et strejf af støvlen satte Bukayo Saka op i det franske felt.

Saka, der brændte det afgørende straffespark i EM-finalen mod Italien for halvandet år siden, er selv blot 21 år, men det var de to yngste fra England, som pløjede marken på Al Bayt.

Første halvlegs franske profil, Aurelien Tchouameni, stak benet ud, og så kunne Harry Kane uden tøven trave op til pletten og udplacere sin mangeårige holdkammerat i Tottenham, Hugo Lloris.

Game on. Freed from desire. 68.898 tilskuere i dansesko.

En genistreg at nyde

VM-trofæet blev hævet på den ene tribune af de medrejsende briter, franskmændene lagde armene over kors.

Efter 16 minutters pine og engelsk pres kunne de dog slippe tricoloren løs, da et mesterligt indlæg fra Antoine Griezmann fandt Oliver Giroud, den mest scorende spiller nogensinde på det franske landshold.

Så ved man godt, hvordan den historie ender.

I Danmark savner vi ofte superlativerne, der får det helt rigtige sus, når nogen kreerer et stille øjebliks vanvid, der aldrig kommer igen. Udsøgt, vidunderligt. Griezmanns venstrefod er netop det.

Spørg bare i den danske lejr.

Og så sad vi der. Klokken 23.37 lokal tid, en smule frysende på ydersiden.

Tusinder af kvinder og mænd, alle aldre vævet ind mellem hinanden.

Nogle gamle nok til at være bevidste om egen dødelighed, skavanker, elregninger. Andre med drømmene intakte, venner på gyngestativer.

Men sådan et drama, det får alle til at se fodbold med de samme linser.

For da Theo Hernández få minutter senere begik det, der kunne have været hans livs brøler, og Harry Kane igen fik muligheden for at narre sin holdkammerat Hugo Lloris fra pletten, da rungede betonen ude i ørkenen med sådan en kraft.

Den engelske anfører går ikke gode dage i møde, hvis man kender den engelske presse. Straffesparket blev sendt mod månen, ud i natten på sådan et sted, hvor man ikke gider at lede.

Og så fik vi ikke mere.

De franske spillere viste klassen, da det gjaldt, men englænderne faldt med ære, da klokken ramte midnat.