Han mister den, nej han scorer! Alvarez driver gæk med Kroatien

Argentinas unge angriber Julian Alvarez løb en halv banelængde, inden han scorede til 2-0 mod Kroatien i VM-semifinalen.

Scorede Julian Alvarez i kraft af heldet eller evnen til at tænke hurtigt og handle derefter?

Måske mest det sidste, men vildt så det i hvert fald ud, da den argentinske angriber bragte sit hjemland på 2-0 i VM-semifinalen mod Kroatien.

Få minutter forinden havde fodboldlegenden Lionel Messi hamret sydamerikanerne i front på et mål, som gjorde ham til den meste scorende argentiner ved et VM. PSG-stjernen havde dog knap fået armene ned, før han kunne juble sammen med Julian Alvarez.

Den 22-årige Manchester City-angriber opsnappede bolden omkring midtbanen, inden han satte i sprint mod Kroatiens mål. Alvarez så ud til at miste bolden i den første og anden duel, da det kroatiske forsvar forsøgte at afværge katastrofen, men den unge argentiner fik på mærkværdigvis drevet angrebet videre.

Bolden ramte Alvarez på brystet, inden han elegant prikkede den forbi Dominik Livakovic i Kroatien-målet.

Du kan se scoringen i videoen øverst i artiklen samt se resten af opgøret på DR1 og DRTV, følge med i vores liveblog samt lytte med på DR Lyd og VM på P4.